BCE period – Protohistory

The dramatic nature of Plato’s dialogues is delightfully evident in the "Symposium." The marriage between character and thought bursts forth as the guests gather at Agathon’s house to celebrate the success of his first tragedy. With wit and insight, they each present their ideas about love — from Erixymachus’s scientific naturalism to Aristophanes’ comic fantasy. The unexpected arrival of Alcibiades breaks the spell cast by Diotima’s ethereal climb up the staircase of love to beauty itself. Ecstasy and intoxication clash as Plato concludes with one of his most skillful displays of dialectic.Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

The "Dao De Jing" exists on the border between poetry and philosophy, embracing both mythos and logos. Its poetic form can stand alone, but it is enriched when its timeless ideas are analyzed and explained through careful scholarship. For example: "He who knows others is knowledgeable. He who knows himself is wise." These words resemble Socrates’ account of his own quest in Plato’s "Apology". Ancient philosophy, both in China and in Greece, places self-knowledge at the center of the search for wisdom. Contemporary philosophers are often misled about this way of thinking, because the self has been detached from external things and separated from nature and society. The wisdom of China and of Europe unites human existence and nature.Lao Zi was a scholar responsible for the imperial archives in China. He was a contemporary of Confucius, but most of what is told about his life is considered to be legend rather than documented history. One story says that Lao Zi grew weary of the foolish ways of his fellow human beings and headed to the desert to die. On the way, the gatekeeper recognized him and persuaded him to transcribe his wisdom before leaving. Whatever its source, the "Dao De Jing" continues to shape the consciousness of human beings throughout the globe, turning the mind from the external world to the depths of the soul.

The "Republic" poses questions that endure: What is justice? What form of community fosters the best possible life for human beings? What is the nature and destiny of the soul? What form of education provides the best leaders for a good republic? What are the various forms of poetry and the other arts, which ones should be fostered, and which ones should be discouraged? How does knowing differ from believing? Several characters in the dialogue present a variety of tempting answers to those questions. Cephalus, Polemarchus, Thrasymachus, and Glaucon all offer definitions of justice. Socrates, Glaucon, and Adeimantus explore five different forms of republic and evaluate the merit of each from the standpoint of goodness. Two contrasting models of education are proposed and examined. Three different forms of poetry are identified and analyzed. The difference between knowing and believing is discussed in relation to the objects of each kind of thinking.Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

Socrates is in prison, sentenced to die when the sun sets. In this final conversation, he asks what will become of him once he drinks the poison prescribed for his execution. Socrates and his friends examine several arguments designed to prove that the soul is immortal. This quest leads him to the broader topic of the nature of mind and its connection not only to human existence but also to the cosmos itself. What could be a better way to pass the time between now and the sunset?Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

A dialogue between Socrates and Meno probes the subject of ethics. Can goodness be taught? If it can, then we should be able to find teachers capable of instructing others about what is good and bad, right and wrong, or just and unjust. Socrates and Meno are unable to identify teachers of ethics, and we are left wondering how such knowledge could be acquired. To answer that puzzle, Socrates questions one of Meno’s servants in an attempt to show that we know fundamental ideas by recollecting them.Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

Plato’s dialogues frequently cover several topics and show their connection to each other. The "Phaedrus" is a model of that skill because of its seamless progression from examples of speeches about the nature of love to mythical visions of human nature and destiny to the essence of beauty and, finally, to a penetrating discussion of speaking and writing. It ends with an examination of the love of wisdom as a dialectical activity in the human mind.Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

Aristotle's Poetics is best known for its definition and analysis of tragedy and comedy, but it also applies to truth and beauty as they are manifested in the other arts. In our age, when the natural and social sciences have dominated the quest for truth, it is helpful to consider why Aristotle claimed: "poetry is more philosophical and more significant than history." Like so many other works by Aristotle, the Poetics has dominated the way we have thought about all forms of dramatic performance in Europe and America ever since. The essence of poetry lies in its ability to transcend the particulars of everyday experience and articulate universals, not merely what has happened but what might happen and what ought to happen. Perhaps the greatest tribute to Aristotle comes from St. Thomas Aquinas who, in the 13th century, simply referred to him as "the Philosopher" and called him the master of those who know. Born in northeastern Greece, Aristotle went to Athens as a young man to study in Plato’s Academy where he remained for more than 20 years. When Plato died, he left the Academy, and four years later he returned to Macedonia to tutor the king’s son who quickly became Alexander the Great, the ruler of most of the civilized world. Like Plato, Aristotle’s writings extend far beyond what we currently call philosophy, including the natural sciences, the social sciences, and the humanities.

Laches, a general in the Athenian army, saw Socrates fight bravely in the battle of Delium. When he and Nicias, another general, are asked to explain the idea of courage, they are at a loss and words fail them. How does courage differ from thoughtless and reckless audacity? Can a lion be said to be courageous? What about small children who have little idea of the dangers they face? Should we call people courageous who do not know whether their bravery will produce good or bad consequences? What kind of education and training promotes both courage and goodness in people, whether they are young or old? Plato constantly presents courage as an essential quality for all who seek to live a good life, so what does it mean when even the bravest leaders of Athens cannot tell us what courage really is?Plato lived in Athens, Greece. He wrote approximately two-dozen dialogues that explore core topics that are essential to all human beings. Although the historical Socrates was a strong influence on Plato, the character by that name that appears in many of his dialogues is a product of Plato’s fertile imagination. All of Plato’s dialogues are written in a poetic form that his student Aristotle called "Socratic dialogue." In the twentieth century, the British philosopher and logician Alfred North Whitehead characterized the entire European philosophical tradition as "a series of footnotes to Plato." Philosophy for Plato was not a set of doctrines but a goal — not the possession of wisdom but the love of wisdom. Agora Publications offers these performances based on the assumption that Plato wrote these works to be performed by actors in order to stimulate additional dialogue among those who listen to them.

"Plato was not a Platonist! I would like to show . . . that anyone who reads the dialogues of Plato without bias or an ax to grind will find a humorous, witty, pleasant friend; and not a desiccated scholarly mandarin. Plato was an open-minded, tolerant, reasonable individual, not a tight-lipped, pietistic, puritan. In a word, Plato was an Athenian, not a Spartan!" In the twenty-four centuries that have passed since the Athenians put Socrates to death, every generation has interpreted the meaning of Plato’s work differently. Joseph Uemura guides us through six dialogues in an effort to promote a dialectical quest rather than seek a final resting place. Plato’s dialogues treat the big questions that confront any thoughtful person. "Eythyphro" explores religion, "Phaedo" reflects on mind, "Theatetus" examines knowledge, "Sophist" probes being, "Phaedrus" reflects on art, and the "Republic" ponders society. All great literature must be experienced first-hand. Because it is not self-explanatory, it must be interpreted and evaluated. Professor Uemura’s reflections serve as a touchstone by which to test every new reading of Plato’s work.Professor Emeritus at Hamline University, Joseph Uemura has taught philosophy at small liberal arts colleges since he completed his Ph.D. in philosophy at Columbia University. During his career he has held two endowed professorships and transformed the lives of an uncounted number of students. His primary medium is the mind of his students, where he has recorded indelible ideas against which, as Nietzsche said, "time tests its teeth in vain." Although the crisp and witty prose of many of his essays and talks captures the essence of Plato’s core philosophy, it is the minds of his students where his lasting contribution persists not for the moment but for all time.

Beruto är en tidsresenär från framtiden. Tidsresor som med vårt vanliga färdmedel – det vill säga rumstiden – skulle ta tusentals år kan han avverka på en försvinnande liten tid. Tillsammans med några vänner reser han runt över hela galaxen och ser alla möjliga märkliga och fantasieggande platser. Tills de en dag stannar vid den ödsligaste och kargaste station de någonsin sett, en plats som kallas Den gamla jorden. Detta blir upptakten till en lång och händelserik resa som inte ens en tidsresenär hade kunnat föreställa sig.Bertil Mårtensson (1945-2018) var en svensk författare och filosof från Malmö. Han är framför allt känd för sina fantasirika genreromaner, där flera av hans fantasyromaner i synnerhet sticker ut.

Israelin kuningas David on rakastunut palavasti ja epatoivoisesti Bathseba-nimiseen naiseen. Rakkaus kuristaa ja se aiheuttaa karsimysta - ja samalla niin suurta onnea. "e;Bathseba - Davidin puheluja itsensa kanssa"e; on Volter Kilven kunnianhimoinen esikoisteos vuodelta 1900. Teoksen hengastyttava ja vimmainen kieli oli poikkeuksellisen modernia julkaisuaikanaan."e;Voi, miks'en mina raueta saa, ja palavaksi halaukseksi haihtua, silla minun sydameni nousee minussa niin, etta mina karsin itseni alla. Oih, silla minun on hata ja minun on vaikea olla, ja mina pakahdun mieleni haaveiden alla, voi, silla mina olen kuivuuden ja kuumuuden palava henki, joka hourin."e;-

"Urtidens tomhed og øde, det gammeltestamentlige "Tohu Vabohu", hvorom 1. Mosebog fortæller, præger landjorden endnu langt ind i de mange millioner år, der udgør Jordens ældste oldtid – den, geologerne har døbt algonkiske tid, efter en canadisk, nu uddød indianerstamme for egne, hvor periodens jordlag har stor mægtighed."J.O. Bøving-Petersens bog om Jordens svundne tidsaldre begynder helt tilbage i den algonkiske tid og følger livets udvikling op til og ind i menneskets tidsalder, hvor mange af de tidligere arter må vige pladsen. Bogen fortæller både om dyre- og planteliv, klimaets udvikling og den geologiske udvikling.J.O. Bøving-Petersens bog er skrevet i 1927, og nogle af hans påstande er sidenhen blevet modbevist af nyere forskning. Bogen skal læses som et historisk dokument ud fra sin samtid.Jens Orten Bøving-Petersen (1864-1937) var en dansk naturvidenskabsmand, der skrev en lang række bøger om zoologi og andre naturvidenskabelige emner. J.O. Bøving-Petersen var uddannet magister i zoologi og arbejdede ved siden af forfattergerningen som lærer. Hans bøger er letlæselige og handler både om dyr i havet og på landjorden samt om uddøde såvel som endnu eksisterende arter.

Troja har ikke langt igen, men selvom hærføreren Hector er død, og byen er splittet af indre magtkampe, er der stadig ingen, der vil lytte til seersken Kassandra. Ikke andre end amazonernes dronning, der nu kommer byen til hjælp. Hvad er det mon, Ægæerne er i gang med at bygge derude på sletten foran byen? Og hvad bliver Kassandras skæbne, når den lange krig får en ende?"Jordrysterens hævn" er tredje og sidste del af serien "Flammer over Troja", som er en fri genfortælling af Homers verdensberømte "Iliaden". I trilogien "Flammer over Troja" genfortæller Marion Zimmer Bradley historien fra Homers verdensberømte epos "Iliaden" om byen Trojas belejring og fald i 8-900-tallet f.Kr.Marion Zimmer Bradley (1930-1999) var en amerikansk fantasy- og science fiction-forfatter. Hendes bøger er udkommet på mange sprog, og hun opnåede stor popularitet blandt sin enorme læserskare. Mest kendt er hun for sit store firebindsværk om Kong Arthurs England – "Tågerne omkring Avalon".

Norden har en lang og spændende historie. Ikke alene har Danmark, Norge og Sverige både ligget i krig med hinanden, stået sammen mod ydre fjender og været samlet under samme monark; den nordiske kultur og mytologi har ligesom de skandinaviske sprog forenet rigerne og befolkningen gennem hundredvis af år.Første del af Niels Baches fembindsværk om Nordens historie fortæller om de første mennesker, der bosatte sig i de nordiske lande. Bogen fortæller endvidere om de spændende nordiske sagn og legender, om vikingetidens begyndelse og deres vikingernes togter og udflytning til andre lande.Niels Baches fem bind om Nordens historie starter med at fortælle om Nordens tidligste beboere og slutter først i 1864 med tabet af hertugdømmerne. Undervejs kommer den omfattende beretning både omkring kultur, mytologi, migration, politik, krig og religion. "Nordens historie" er skrevet i slutningen af 1800-tallet, og nogle af værkets påstande er sidenhen blevet modbevist af nyere forskning. Bogen skal således læses som et historisk dokument set i lyset af dens samtid.Niels Bache (1841-1895) var en dansk forfatter og historiker. Han var uddannet cand.jur. og blev i 1886 skoledirektør i København. Som forfatter er Niels Bache særligt kendt for sit fembindsværk om Nordens historie.

Lähestyvä nälänhätäkatastrofi uhkaa Roomaa ja jännitys kasvaa tavallisten roomalaisten ja Rooman aristokraattien eli patriisien välillä, koska patriisien epäillään keräävän itselleen ruokavarastoa. Rooman kaduilla vihataan erityisesti ylimielistä Caius Martiusta, joka ei pysty peittämään kansaa kohtaan tuntemaansa inhoa.Vihollisen lähestyessä Roomaa Caius Martius osoittaa kuitenkin olevansa rohkea ja suuri kenraali ja niittää mainetta Coriolin kaupungin taistelussa ansaiten siten lisänimen Coriolanus. Hänestä tulee konsuli, joka on Rooman yksi korkeimmista viroista. Mutta hän on epävarma johtaja ja roomalaiset kääntävät hänelle selkänsä. Coriolanus siirtyy vihollisen puolelle ja aloittaa marssin kohti Roomaa.Antonius ja Kleopatran lailla Coriolanus-tragedian uskotaan olevan yksi kahdesta viimeisestä tragediasta, jonka Shakespeare kirjoitti. William Shakespeare (1564−1616) on yksi maailman merkittävimmistä kirjailijoista. Näytelmäkirjailijana hän kirjoitti tragedioita, historiallisia näytelmiä ja komedioita, joita esitetään edelleenkin teattereissa 400 vuotta myöhemmin. Hän kirjoitti lisäksi runoja ja niin kutsuttuja sonetteja. Hänen tunnetuimpia näytelmiään ovat Hamlet, Macbeth, Othello sekä Romeo ja Julia. Teoksissaan Shakespeare asettaa kysymyksen: Mikä on ihminen? Mikä tekee ihmisestä ihmisen? Yhden vastauksen kysymyksiin saamme Coriolanus-tragediassa.

Ramzes XIII obejmuje władzę w Egipcie. Młody faraon stara się odnaleźć w nowej sytuacji i uczy się rządzenia osłabionym w ostatnim czasie krajem. Jego poczynaniom przyglądają się kapłani i nomarchowie, za wszelką cenę starający się zatrzymać reformy planowane przez władcę. Przed Ramzesem stoi wyzwanie nie tylko kierowania Egiptem, ale i walki o niezależność władzy.„Faraon" Prusa zyskał wielką popularność wśród czytelników i doczekał się tłumaczeń na wiele języków. Historia młodego faraona została także zekranizowana. Film w reżyserii Jerzego Kawalerowicza w 1966 roku otrzymał nominację do Oskara. Jest wymieniany wśród arcydzieł polskiego kina.Bolesław Prus, właściwie Aleksander Głowacki (1847-1912) – polski pisarz pozytywistyczny. Autor powieści, noweli, a także tekstów publicystycznych. Uważany za współtwórcę polskiego realizmu. Popularyzator wiedzy i działacz społeczny. Za jeden z najcenniejszych utworów Prusa uznaje się „Lalkę", która nie tylko podejmuje wielowymiarową problematykę społeczno-obyczajową, ale także jest znakomitym zapisem kronikarskim Warszawy końca XIX wieku. Spośród innych utworów warto wymienić powieści: „Faraon", „Emancypantki", „Placówka", „Dzieci" oraz nowele: „Kamizelka", „Antek", „Katarynka", „Sen".

Johan Ottosens lærebog i Nordens historie tager os med tilbage til tiden, før kristendommen kom til Norden og følger landenes udvikling og forhold til hinanden i løbet af de mange hundrede år, hvor landene skiftevis bekrigede hinanden og forenedes til samlede riger. Bogen skal læses som et historisk dokument og giver et spændende indblik i, hvordan man så på Nordens historie i dens udgivelsesår, 1893.Johan Ottosen (1859-1904) var en dansk forfatter, politiker og lektor ved Efterslægtsselskabets Skole. Han skrev en lang række bøger om dansk kultur og historie og er endvidere kendt for teksten til "Det haver så nyligen regnet", som er med i Den Danske Højskolesangbog.

"Mennesket, menneskeskikkelsen, kroppen har naturligt nok altid været en afgørende del af billedkunsten. Utallige og vidt forskellige er de kunstneriske fremstillinger og belysninger af menneskeskikkelsen, billedkunsten rummer. Ubegrænset og mangeartet er de almene udsagn, som kunstnere gennem menneskeskikkelsen har givet mæle."Kroppen har altid været et yndet motiv blandt kunstnere, og vi ser den i alle mulige forskellige afskygning og medier gennem hele kunsthistorien. Johannes Strædes bog belyser menneskeskikkelsens plads og funktion i billedkunsten og viser, hvordan den gennem tiden er blevet afbilledet af forskellige kunstnere.Johannes Stræde (1920-2018) var en dansk forfatter, højskoleforstander og grundtvigianer. I løbet af sit liv arbejdede Johannes Stræde blandt andet som kommunalchef i den daværende Rosenholm Kommune på Djursland og som våbenmester. I løbet af sit liv udgav han et væld af bøger om billedkunst, lokalhistorie og kultur.

Landskabet og naturen har altid spillet en stor rolle i de danske sagn og den danske folklore, og der er blevet fortalt historier om danske sten i mange år, selv efter stenene er forsvundet.Mads Lidegaard har rejst Danmark rundt for at kortlægge stenene, men også de historier og sagn, der er blevet fortalt om dem gennem generationer."Danske sten fra sagn og tro" indgår i en serie på fire bøger, hvori Mads Lidegaard ud fra folkesagn og overtro forsøger at kortlægge danske sten, træer, høje samt søer og vandløb, der har spillet en særlig rolle for folk i gamle tider, og som på en eller anden måde har været hellige eller farlige.Mads Lidegaard (1925-2006) var dansk teolog, forfatter og højskolemand. Han skrev en lang række bøger om dansk folklore, Grønland og Hærvejen i Jylland. Under anden verdenskrig var han aktiv i modstandsbevægelsen. Mads Lidegaard var i en årrække præst på Grønland, hvor han lærte sig sproget og fik indsigt i den grønlandske kultur og befolkningens vilkår. Han var en af de første til at præsentere danskerne for grønlændernes forhold.

Niels Aage Barfoed fortæller lignelsen om drengen i templet fra Bibelen. Den rige kvinde Hanna ønsker sig brændende et barn og forsvinder mere og mere ind i sig selv, jo længere tid der går. Først da hun i et helligt tempel beder Gud om et skænke hende et barn, får hun og hendes mand endelig det, hun har drømt om. Problemet er bare, at Hanna har lovet Gud, at hun en dag vil give barnet tilbage til ham. Det bliver sværere og sværere at tænke på, jo højere hun kommer til at elske den lille dreng.Niels Aage Barfoed (1899-1973) var en dansk præst og forfatter, der skrev en lang række biografiske romaner om historiske danskere heriblandt Poul Henningsen, Leonora Christina Ulfeldt, biskop Hans Adolph Brorson og Steen Steensen Blicher. Niels Aage Barfoed stod desuden bag flere noveller og romaner.

I denne Holberg komedie tages man med til Troja, hvor prinsen Paris holder den unge Helene kidnappet. Ulysses - Odysseus romerske navn - drager sammen med tjeneren Chilian afsted for at få hende tilbage og bekrige Troja. Det viser sig dog, at historiens umiddelbare helte ikke har så meget heltemod, som de praler med, og at de fornuftige og nyttige faktisk er tjenerne og bønderne. Den lange krigsfærd varer hele 40 år og har gjort plads til forandringer, før Ulysses er kommet hjem til sin kone igen.Ludvig Holberg (1684-1754) var norsk-dansk professor i metafysik, retorik og historie. Han grundlægger i sin tid moderne dansk-norsk litteratursprog, og med 25 komedier til det første danske teater og en anerkendt videreproduktion udgør hans komedier grundstenene til den nordiske og tyske teaterscene. En anden genre, Holberg har haft stor indflydelse på, er essay-genren. Disse korte, reflekterende og ræsonnerende prosastykker skriver han i sin alderdoms ”filosofiske raptus”, der afløser dels en poetisk og en historisk. Holberg er en udpræget fortaler for 1700-tallets tro på fornuft, individualisme og naturret, og han ønsker ikke blot at underholde, men i den grad også at belære.

Den biblischen Erzählungen wird hier ganz neues Leben eingehaucht!Die Verbindungslinien der biblischen Gestalten sind nicht unbedingt jedem geläufig. Wie steht denn beispielsweise Jesus, der König der Könige, in Verbindung mit König David, der vor ihm kam? In seiner Auslegung von 2. Samuel 1-13 erläutert David Jaffin genau dies.David Jaffin kam 1937 in New York als Sohn jüdischer Eltern zur Welt. Nachdem er Geschichte, Kunstgeschichte und Psychologie studiert hatte, promovierte er 1966 zum Doktor der Philosophie. 1971 konvertierte er dann zum christlichen Glauben und begann ein Studium der evangelischen Theologie. Dies führte ihn nach einigen Jahren nach Deutschland, wo er 20 Jahre lang als Pfarrer in Baden-Württemberg tätig war und zahlreiche Bücher zum evangelischen Glauben schrieb.

William Shakespearen "e;Julius Caesar"e; on todellinen naytelmien klassikko!Tapahtumat sijoittuvat vuoteen 44 ennen ajanlaskumme alkua. Marcus Brutus ja Marcus Antonius juonivat salaliittoa Rooman keisari Julius Caesarin paan menoksi. Naytelma keskittyy erityisesti Marcus Brutukseen sisaiseen taisteluun - onhan Brutus Caesarin ystava.Tunnettu sanonta "e;Sinakin, Brutukseni"e; on oletettavasti peraisin Shakespearen naytelmasta. -

Roomalaiskonsuli Marcus Antonius ja Egyptin kuningatar Kleopatra ovat seka hallitsijoita etta rakastavaisia. Mikaan ei kuitenkaan ole yhta katoavaista kuin valta - ja sen Antonius ja Kleopatra saavat tuntea myos William Shakespearen tragediassa. -

Timon Ateenalainen on varakas mies, joka jakaa rahojaan avuliaasti muille. Avuliaisuus kuitenkin kostautuu, ja Timon ajautuu vararikkoon - mutta kukaan ei ole valmis auttamaan Timonia itseaan.Timon pettyy ihmisiin niin paljon, etta alkaa vihata koko ihmiskuntaa. Han lahtee Ateenasta ja muuttaa asumaan luolaan.William Shakespearen naytelma perustuu Ateenassa noin 400 vuotta ennen ajanlaskumme alkua elaneeseen Timoniin. Timonista kertoi ensimmaisen kerran historioitsija Plutarkhos. Timon Ateenalaisen vahva tarina on innoittanut Shakespearen lisaksi monia muita taiteilijoita.-

-Este audiolibro está narrado en castellano.En esta novela el autor nos traslada al siglo sexto a. C. a la ciudad de Tartessos en el sur de la península ibérica, siendo su principal caudillo Argantonio, que tiene a su servicio multitud de mercenarios de distintos pueblos de la península. Entre estos mercenarios están Sembeles y su primo Alongis, que se enamora en una fiesta de Nefele, una bailarina y quiere comprársela a su amo, pero no tiene dinero para hacerlo.Unos mercenarios celtas al darse cuenta, le proponen que les ayude a encontrar la tumba de un rey, que está llena riquezas que repartirán con él.Entre las piezas funerarias que encuentran en la tumba hay una tablilla de plata que en realidad es una tesela: un pacto de hospitalidad con pueblos del lejano norte, y eso Alongis sabe que puede interesar a los mercaderes fenicios, por lo que se embarca para poder ofrecérsela. Pero su nave es apresada por piratas griegos y parece que el destino le tiene preparado algo que no se podía esperar.León Arsenal es un marinero y escritor madrileño. Su carrera como escritor comenzó en el año 2000 y en 2004 recibió el premio internacional Minotauro por su obra Máscaras de Matar. Desde entonces ha escrito más de una quincena de novelas y recibido varios premios por su desempeño literario. Sus géneros preferidos son los thriller, las novelas históricas y aventuras navales.

"Ad tusinde stier spredtes de over landet, hvor deres stridhårede hunde drev vildtet op. Vi kan følge dem dybt ind i Jylland langs Gudenådalen til søerne i Silkeborgegnen, langs Storå, Skernå og de andre midt- eller sønderjyske strømdrag, og vi kan se, hvordan de pletvis groede fast, medens landet sank og bælterne brød ind gennem de brede dalgange, som hidtil havde ført flodvandet fra Nordtyskland og Østersøen ud i havet."Danmarks historie er lang og spændende og strækker sig helt tilbage til cirka 10.000 år f.Kr., da det varmere klima gjorde det muligt for mennesker at bo og jage i det før så kolde og snedækkede land. Vilhelm la Cours to bind om danmarkshistorien begynder med disse omstrejfende jægere, der fandt en rigdom af vildt at jage i de øde egne, beskriver folkets forhold til de omkringliggende lande, som de skiftevis bekrigede og sluttede sig sammen med, og fortæller om da Danmark blev kristent og senere en kolonimagt samt den turbulente tid i 1800-tallet med krige, Grundlov og reformer.Vilhelm la Cour (1883-1974) var dansk forfatter og historiker. Under anden verdenskrig talte han så højt imod besættelsesmagten, at han blev afskediget fra sit embede som lektor på Birkerød Statsskole og måtte syv måneder i fængsel, før han flygtede til Sverige i 1944. Vilhelm la Cour nåede at udgive over 30 bøger i løbet af sit liv og var endvidere Kommandør af Dannebrog.

Gry på 10 vokser op i Danmark i bronzealderen. Hendes far, Ettlar, er omrejsende bronzestøber, og Gry tager med ham rundt i landet. De har opholdt sig i hedefolkets landsby i fred og ro, da de en dag pludselig bliver jaget på flugt. Undervejs møder de en mand, der er noget helt specielt...I Karsten Kjer Michaelsens serie "På rejse i bronzealderen" tages vi med tilbage til den danske bronzealder, hvor vi følger den unge pige Gry. Hendes far er omrejsende bronzestøber, og sammen oplever de en masse spændende ting. Bøgerne henvender sig til de 9-11-årige og er lette at læse.Karsten Kjer Michaelsen er en dansk forfatter og arkæolog. Han er uddannet cand.mag. i forhistorisk arkæologi og massekommunikation og arbejder som museumsinspektør på det fynske museum Møntergården. Han har både skrevet en række spændingsromaner og historiske romaner for børn og unge samt en række fagbøger om sit forskningsfelt, arkæologi.

Gry på 10 vokser op i Danmark i bronzealderen. Hendes far, Ettlar, er omrejsende bronzestøber, og Gry tager med ham rundt i landet. En sommerdag ankommer de til en ny boplads. Alt går, som det plejer, indtil Gry overværer et gravrøveri. Gravrøvere kan godt være farlige, men Gry er ikke bange af sig.I Karsten Kjer Michaelsens serie "På rejse i bronzealderen" tages vi med tilbage til den danske bronzealder, hvor vi følger den unge pige Gry. Hendes far er omrejsende bronzestøber, og sammen oplever de en masse spændende ting. Bøgerne henvender sig til de 9-11-årige og er lette at læse.Karsten Kjer Michaelsen er en dansk forfatter og arkæolog. Han er uddannet cand.mag. i forhistorisk arkæologi og massekommunikation og arbejder som museumsinspektør på det fynske museum Møntergården. Han har både skrevet en række spændingsromaner og historiske romaner for børn og unge samt en række fagbøger om sit forskningsfelt, arkæologi.

Aufregender historischer Roman aus der Zeit der AntikeOhne Eltern wächst Thaïs in einem Hurenhaus auf, wo die schöne, kluge Frau zur Hetäre, einer gelehrten Gespielin wichtiger Männer ausgebildet wird.Thaïs verkehrt schon bald mit großen Rednern und Philosophen. Sogar Alexander der Große gerät in den Bann der schönen Kurtisane. Thaïs begleitet die Männer auf ihren Feldzügen, bringt unterwegs Kinder zur Welt, feiert Orgien und wird zur wichtigsten Frau im Leben des Großkönigs. Am Ende ihres Lebens beauftragt sie den Eunuchen Menandros, ihr Leben aufzuzeichnen.Die Kurtisane des Kaisers" ist die unglaubliche Lebensgeschichte der Griechin Thaïs, eine der sagenumwobensten Frauen der Antike. "Insgesamt hat mir das Buch allerdings sehr gut gefallen, da man einen schönen Einblick in die Zeit zu Alexander dem Großen erhält." Kerstin, Lesestunde.wordpress.comMaria Helleberg wurde 1956 geboren. Sie studierte Dänisch und Theaterwissenschaften. Seit 1986 veröffentlicht sie Romane, Novellen, Kinderbücher, Reiseliteratur und Theaterstücke. Ihre Werke, für die sie etliche Auszeichnungen und Stipendien erhalten hat, wurden in zahlreiche Sprachen übersetzt.n