Later 19th century c 1850 to c 1899

A.C. Meyers sange fra 1894 omhandler arbejderklassens vilkår, socialismen i slutningen af 1800-tallets Danmark og håbet for en bedre og mere retfærdig fremtid for samfundets svageste. Sangene stråler af gåpåmod, viljestyrke, retfærdighedsfølelse og håb om reformer af de klasseopdelte samfund.A.C. Meyer (1858-1938) var dansk stukkatør, socialdemokrat, journalist, forfatter og politiker. Fra barnsben lærte han fattigdommens vilkår at kende, og fra sit hjem på Nørrebro i København overværede han arbejdernes kamp for bedre vilkår. Konfrontationen mellem politi og arbejdere under Slaget på Fælleden i 1872 gjorde stort indtryk på den unge Meyer, og allerede som ung lærling på en symaskinefabrik holdt han sine første politiske taler. Han blev hurtigt en del af fagbevægelsen og siden medlem af Socialdemokratiet, hvor han arbejdede som journalist for partiets dagblad Social-Demokraten. I 1895 blev han valgt til Folketinget, hvor han sad frem til 1932. Gennem hele sit liv og politiske virke var han stærkt optaget af at forbedre forholdene for fattige og især nødlidende børn og grundlagde derfor hjælpeorganisationen Børnenes Kontor i slutningen af 1890'erne. Børnenes Kontor eksisterer stadig og uddeler beklædnings- og fødevarehjælp til værdigt trængende børn.

Hans Kaarsbergs roman tager os med til den skønne egn Nakkebjerg omkring Brønderslev, hvor høj som lav omgås hinanden som venner. I bogen skildres venskabet mellem godsejer Finsen og jægeren Jensen, som på den ene side er varmt og solidt, men som også får det til at slå revner i Finsens ægteskab, der lider under hans evindelige fravær."Folkene på Nakkebjerg" udkom første gang i 1895.Hans Kaarsberg (1854-1929) var en dansk læge og forfatter, der stod bag en lang række bøger og afhandlinger. Han skrev mange romaner og noveller samt rejsebeskrivelser og studier over folkeslag, han stiftede bekendtskab med på sine rejser ud til civilisationens afkroge. Blandt Hans Kaarsbergs mest kendte værker finder vi fortællingerne "Sort og Rødt", "Dårlige tider", "Vildt og tæmmet" samt rejsebeskrivelserne "Gennem stepperne" og "Nordens sidste nomade".

Wielka stalowa kula została zbudowana po to, by bezpiecznie eksplorować dno oceanu. Śmiałkiem, który ma podjąć się tego zadania, jest Elstead. Tuż przed rozpoczęciem ekspedycji konstrukcja i działanie wehikułu nadal budzą wiele wątpliwości nawet wśród doświadczonych marynarzy. Jednak Elstead śmiało rozwiewa obawy, z entuzjazmem wchodzi do środka i pozwala się zanurzyć w głębi wielkiej wody. Załoga statku z zapartym tchem oczekuje powrotu kuli. Po upływie wyznaczonego czasu staje się jasne, że misja wymknęła się spod kontroli. Powieść, która zainteresuje miłośników wyobraźni Terry'ego Pratchetta.Herbert George Wells (1866-1946) - jeden z prekursorów gatunku science fiction. Z wykształcenia biolog, jednak od najmłodszych lat odznaczał się bujną wyobraźnią i lekkim piórem. Gdy z przyczyn zdrowotnych musiał zrezygnować z zawodu nauczyciela, zaczął utrzymywać się z pisania - początkowo były to materiały dziennikarskie, a z czasem także literatura. Autor powieści "Wojna światów", "Wehikuł czasu" i "Wyspa doktora Moreau".

I slutningen af 1800-tallet begyndte forskere at udvikle en række forskellige teorier om “det abnorme menneske”. Gennem alt fra Darwins evolutionsteori til den franske sindssygelæge Morels degenerationsteori om sindssyge og idioti forsøgte samfundet at kontrollere “de abnorme” ved på forskellige måder at indespærre dem og begrænse deres muligheder for ægteskab og reproduktion. “Da de åndssvage blev farlige” er en afhandling om den danske åndssvageforsorgs historiske udvikling. Gennem en undersøgelse af De Kellerske Anstalter i perioden 1884-1902 ser forfatteren på, hvilken betydning de forskellige teorier om “de åndssvage” har haft i samfundet.Birgit Kirkebæk (f. 1938) er en dansk forsker og debattør. Hun er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men blev efter en årrække ansat som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet. I 1993 forsvarede hun sin afhandling “Da de åndssvage blev farlige" om den historiske udvikling af åndssvageforsorgen i Danmark. Siden har hun udgivet en lang række bøger og artikler om samme emne.

John Varey Nicholson on nuori lakia opiskeleva mies, joka ei aina ajattele ennen kuin toimii. Tämän ominaisuuden takia hän joutuukin toinen toistaan hankalampiin tilanteisiin. Kun John eräänä päivänä lähtee hoitamaan lapsuudenperheensä raha-asiaa, hän päätyy lainaamaan rahaa epäluotettavalle ystävälleen. Onnettomuus seuraa toista, ja pian John on tilanteessa, jossa hänen isänsä on pettynyt häneen sydänjuuriaan myöten. John päättää jättää Edinburghin pölyt taakseen ja muuttaa San Franciscoon – vaan onko muutto ratkaisu Johnin ongelmiin?Hänen vastoinkäymisensä on Robert Louis Stevensonin pienoisromaani.Robert Louis Stevenson (1850–1894) oli skotlantilainen kirjailija, joka tunnetaan erityisesti romaaneistaan Tohtori Jekyll ja Mr Hyde sekä Aarresaari. Stevenson opiskeli yliopistossa tekniikkaa ja oikeustiedettä. Hän asui elämänsä loppuvuodet Samoalla.

Pomiędzy porywami serca a pragmatycznymi podpowiedziami rozumu i... rodziny.W imponującej posiadłości rodziny Forsyte'ów odbywa się przyjęcie z okazji zaręczyn młodziutkiej June. Wybrankiem jej serca okazuje się niezbyt majętny architekt Filip Bosinney. W kuluarowych rozmowach wybór dziewczyny jest drobiazgowo roztrząsany. Przedstawiciele zamożnego mieszczaństwa zastanawiają się, czy to dobra matrymonialna inwestycja. W dyskusjach ujawnia się psychologia poszczególnych bohaterów, a także ich wspólna, do bólu praktyczna, perspektywa patrzenia na świat.Pierwsza część "Sagi rodu Forsyte'ów", za którą autor dostał Nagrodę Nobla. Historia rodziny była wielokrotnie ekranizowana, zainspirowała między innymi twórców serialu "Downton Abbey".To wnikliwe i krytyczne spojrzenie na średnią klasę wyższą może przypaść do gustu miłośnikom pisarstwa Herberta George'a Wellsa oraz "Lalki" Bolesława Prusa.John Galsworthy (1867-1933) - angielski powieściopisarz i dramaturg, najbardziej znany jako twórca arcydzieła "Saga rodu Forsyte'ów", za które w 1932 roku otrzymał literacką Nagrodę Nobla. Cykl przedstawia angielską rodzinę z wyższej klasy w latach 1886-1926. W swoich utworach Galsworthy porusza kwestie społeczne, analizuje złożoność życia rodzinnego i portretuje wyższą klasę średnią. Ostro krytykuje przy tym moralność i ideały wiktoriańskiej Anglii. Do jego innych wybitnych dzieł należą "Z czterech stron wiatru", "Srebrna papierośnica", "We dworze" i "Gra o skórę".

Do hry o vysoké sázky se připlete krásná dívka opředená tajemstvím...Mezi dvěma bohatými muži – vévodou z Accringtonu a jeho sousedem, markýzem z Thane – panuje dlouholetá nenávist. Vévoda se totiž lstí zmocnil sokova majetku. Mladý markýz si umane, že musí tuto křivdu napravit, a opakovaně proto vyzývá vévodu ke hře o velké sázky v naději, že tímto způsobem získá své rodinné bohatství zpět.Jednoho dne se markýzovi do cesty připlete krásná Fortuna Grimwoodová. Protože mu někoho připomíná, vrhne se do rozplétání starých tajemství, o kterých nemá dívka ani ponětí. A poté se rozhodne využít ji jako svůj trumf v další hře s vévodou.Podaří se mu usvědčit soka z dávného zločinu? A pozná, jaké štěstí mu Fortuna vlastně přinesla?Barbara Cartlandová (1901–2000) byla anglická spisovatelka převážně historických milostných románů. Pocházela ze slavné britské aristokratické rodiny. Je autorkou více než 700 knih a některé zdroje odhadují počet prodaných výtisků na více než jednu miliardu, je proto řazena mezi nejplodnější a komerčně nejúspěšnější spisovatele 20. století. Její romantické příběhy plné lásky a napětí z prostředí starobylých sídel anglické šlechty si získaly srdce mnoha čtenářů po celém světě.

"Flickor behöva ej arbeta" – Det är ord som ständigt återkommer i Ebbas huvud. Det är konsul Westers ord, men hade lika gärna kunna varit vems som helst i rikemansdotterns Ebbas närhet.Ebba är duktig i skolan, läxläsningen klarar hon utan större ansträngning och efter skolan ägnar hon sig åt språklektioner, ridning, skridskoåkning och andra aktiviteter för att fylla sina vakna timmar. I andras ögon anses hon på alla sätt och vis vara lyckligt lottad.Trots det lider den tjugoettåriga Ebba av förlamande melankoli. Den verkar dessutom bli värre och värre för varje år. Någonting saknas, men vad? Varför skänker inte ett liv fyllt av glädjeämnen henne någon genuin lycka?Elisabeth Beskow (1870-1928) var en svensk författare med mångårig produktion under pseudonymen Runa. Hon skrev romaner både för barn och för vuxna. Under tidigt nittonhundratal var hon landets näst mest lästa kvinnliga författare.

Pubblicata nel 1883, "Senz’amore" è una raccolta di racconti dallo stile asciutto ma sempre brillante, come tipico di Maria Antonietta Torriani alias Marchesa Colombi. Considerato dalla stessa autrice come parte di un dittico, teso ad approfondire il sentimento più umano al mondo, il presente volume si propone di illustrare quanto la vita sappia essere triste senza di esso. Parliamo dell’amore, ovviamente, sentimento che popola da sempre la grande letteratura e che, a detta della Marchesa Colombi, dovrebbe sempre albergare in ogni cuore. Difficile restare indifferenti alla malinconia di questi brevi racconti, caratterizzati da un naturalismo toccante che non teme di raccontare la realtà anche nei suoi aspetti più cupi.Maria Antonietta Torriani (1840-1920) nasce a Novara. Ottenuto il diploma di maestra elementare, si trasferisce a Milano (1868), dove si dedica alla pittura e, soprattutto, alla scrittura. Stretta amicizia con Anna Maria Mozzoni, inizia un’intensa attività di attivismo protofemminista, collaborando con il Giornale delle Donne e curando il saggio "Della letteratura nell’educazione femminile" (1871). Candidatasi per collaborare al settimanale "L’Illustrazione Universale", vi conosce il redattore Eugenio Torelli Vollier, che sposa nel 1875. Per anni scriverà sul Corriere della Sera, fondato proprio da suo marito. Con i suoi maggiori romanzi, fra cui si possono citare "La vita in famiglia" (1881) e "Cara speranza" (1888), la "Marchesa Colombi" – pseudonimo tratto da una commedia di Paolo Ferrari – ha ottenuto un grande successo di pubblico, venendo riscoperta anche dalla critica con la riedizione di "Un matrimonio di provincia", curata nel 1973 da Natalia Ginzburg e Italo Calvino.

Het leven heeft geen zin. Onze instincten bedriegen ons. Er is veel meer ongeluk dan geluk op aarde. Het beste is niet geboren te zijn.Wie geen zin heeft om deze overtuigingen vertaald te zien in onderkoelde romans, houdt zich beter ver van het werk van Marcellus Emants. In "Op zee" gaat de schrijver Satis aan boord van een boot met bestemming De Oost. Hij is een rijke edelman die niet voor zijn werk reist, maar louter om zijn leven te overdenken. En wat hij overdenkt is somber: een eenzame jeugd, een vreselijke studietijd in Leiden, een moeilijk bestaan als auteur, een huwelijk als een som van misverstanden. Zijn vrouw is overleden en Satis staat er weer alleen voor. Ook zijn schrijverschap is geen bron van trots meer. Satis zit gevangen tussen onrust en verveling, tussen Boeddhistische onthechting en gitzwart pessimisme. En de lezer krijgt een gelegenheid om zijn geest scherp te slijpen aan de grote levensvragen. Door de beperkte omvang is deze roman een uitstekende introductie tot Emants’ werk en overtuigingen.

Weduwnaar Henri Ravens wordt verliefd op de twintig jaar jongere weduwe Irma den Exter. Irma is schrijfster en heeft zelfs enig succes. Toch ziet Henri algauw haar andere kant: ze heeft iets oppervlakkig, niet-kunstzinnigs. In feite is Irma "afschuwelijk vulgair, een grofgevoelende pleziermeid achter het mom van een fijnbesnaarde dame". Toch kan Henri haar niet loslaten. Dat hij net vijftig geworden is, zal daar wel iets mee te maken hebben. Wat Marcellus Emants hier beschrijft is een 19de-eeuwse midlifecrisis, even treurig als komisch. "Vijftig" verscheen in 1899 en werd pas 75 jaar later herontdekt.

1888 was het jaar waarin Nederland de naturalistische roman ontdekte. In één en hetzelfde jaar verschenen "Een liefde" van Lodewijk Van Deyssel, "Eline Vere" van Louis Couperus en "Juffrouw Lina" van Marcellus Emants. Van die drie is "Een liefde" zomaar een titel in de literatuuroverzichten, "Eline Vere" een ever-seller en "Juffrouw Lina" de grote onbekende. Niettemin kan deze psychologische studie van een vrouw (met een dramatisch slot) zich heel goed meten met Couperus’ klassieker. Lina is veertig jaar oud en werkt op de kaasboerderij van de familie Plat, ergens aan de rand van een grote stad. Een discrete figuur, maar sommigen vermoeden dat er iets gebeurd is in haar verleden. Dan, tijdens een huwelijksfeest, komt Lina’s dochter Maria naar de boerderij. Niemand heeft haar ooit gezien, of ooit van haar gehoord. Niemand wist zelfs dat de "juffrouw" getrouwd is geweest – of niet? Als de waarheid boven water komt, staat juffrouw Lina opeens met haar rug tegen de muur. Marcellus Emants (1848-1923) was een Nederlandse schrijver. Zijn bekendste roman, "Een nagelaten bekentenis", is sinds verschijning in 1894 doorlopend in druk geweest en werd in alle grote Europese talen vertaald. Hij kon het goed vinden met de Tachtigers, maar maakte bezwaar tegen hun bloemrijke stijl van schrijven: zelf hield hij het liever sober en realistisch. Hij was een naturalist, met veel oog voor sprekende details en de donkere kanten van het leven.

Vier onheilspellende verhalenDe bundel ‘Studies’ bevat vier verhalen. ‘Een treurig sterfgeval’ behandelt het lijden van scholier Paul Debreux, die het hoofd moeten bieden aan tyfus. ‘Een avond’ is een typisch Frans Coenen-concept: een personage dat in een flits van inzicht zijn hele leven in een ander (en onheilspellender) licht gaat zien. ‘Angst’, ook bekend als ‘Spookhistorie’, zoekt bovennatuurlijke regionen op en leest als een koortsdroom. ‘Kermis’ volgt twee mensen tijdens een feest, maar ze beleven geen plezier aan elkaar, en teleurstelling wacht hen. Coenen neemt je mee naar koffiehuizen, spookachtige stadsvilla's, sombere bovenkamers en de zomerse zindering van de kermis: vier keer een meester van de naturalistische vertelling op het hoogtepunt van zijn kunnen.

Pubblicato a puntate sul giornale Fanfulla (1873), "I ragazzi grandi" è un impietoso ritratto del neonato Regno d’Italia, sottoposto alla spinta centrifuga degli interessi personali, miopi ed egoisti, di una classe politica che sta imparando a reinventarsi nella nuova situazione. Personaggi come Federigo e Clarenza, Emilia e Mario, Leonetto e la marchesa Sorbelli, rappresentano tutti, a proprio modo, una declinazione dell’ambizione più sfrenata. Col tono tipico di Collodi – che gioca, qui, con un mondo di "adulti" che conosce fin troppo bene – la storia si dipana in varie direzioni con fare rocambolesco, trasmettendo a chi legge l’istintiva sensazione che nulla, a conti fatti, meriti poi tutto questo penoso sforzo...Carlo Lorenzini (1826-1890) nasce a Firenze in una famiglia di basso ceto. Studia grazie all’aiuto economico dei marchesi Ginori (per cui entrambi i genitori lavorano) e, dopo qualche anno in seminario, nel 1844 inizia a lavorare come commesso nella libreria Piatti. Inizia intanto, giovanissimo, a pubblicare i primi articoli per L’Italia musicale. Prende parte da volontario sia alla Prima che alla Seconda Guerra d’Indipendenza, affermandosi come critico, giornalista e scrittore. Nel 1883, dopo averlo pubblicato a puntate sul Giornale per i bambini, dà alle stampe il suo capolavoro, "Le avventure di Pinocchio". Tradotto in più di trecento lingue, "Pinocchio" è anche l’opera italiana più letta al mondo, nonché il libro più tradotto di sempre dopo "Il piccolo principe" di Antoine de Saint-Exupéry. Collodi – pseudonimo tratto dal paese d’origine della madre – ha goduto in vita di enorme fama, pubblicando anche altre opere come "Il regalo di Capo d’Anno" (1884) e "L’onore del marito" (1870).

Een verboden affaire stort twee mensen in een wereld van problemenAmsterdam, 1894. ‘Kamertjeszonde’ beschrijft de verhouding tussen de bohémien-auteur Alfred Spier en de gehuwde, maar gescheiden levende actrice Georgine Casper. Onophoudelijk moeten deze twee geliefden strijd leveren tegen een uiterst vijandige buitenwereld én tegen de wet. ‘Kamertjeszonde’ is dramatisch en politiek geëngageerd, maar het heeft ook veel ogenblikken van lichtheid. Bijfiguren en dialogen voegen een humoristische toets toe, met dolzinnige gesprekken over het snijden van kalfsvlees of over waarzeggerij, doorsneden met bijzondere scheldwoorden. Dat Heijermans vooral actief was als toneelschrijver merk je op elke bladzijde van deze levendige roman.

Nel 1875 Carlo Collodi viene incaricato dall’editore Felice Paggi di tradurre in italiano le più celebri fiabe francesi. Egli, però, farà di più: prendendo le mosse dall’edizione Hachette del 1853, Collodi non solo traduce, ma bensì ricrea e arricchisce – inserendovi anche una propria morale – alcuni fra i racconti più noti di Charles Perrault, Marie-Catherine d’Aulnoy e Jeanne-Marie Leprince de Beaumont. Fra le fiabe qui incluse, si contano moltissimi grandi classici, come "La Bella e la Bestia", "Barba-Blu" e "La bella addormentata nel bosco". Cosa si potrebbe desiderare di più, che rileggere un’altra volta le fiabe della nostra infanzia, rielaborate però dall’ingegnosa penna di colui che ci ha regalato "Pinocchio"?Carlo Lorenzini (1826-1890) nasce a Firenze in una famiglia di basso ceto. Studia grazie all’aiuto economico dei marchesi Ginori (per cui entrambi i genitori lavorano) e, dopo qualche anno in seminario, nel 1844 inizia a lavorare come commesso nella libreria Piatti. Inizia intanto, giovanissimo, a pubblicare i primi articoli per L’Italia musicale. Prende parte da volontario sia alla Prima che alla Seconda Guerra d’Indipendenza, affermandosi come critico, giornalista e scrittore. Nel 1883, dopo averlo pubblicato a puntate sul Giornale per i bambini, dà alle stampe il suo capolavoro, "Le avventure di Pinocchio". Tradotto in più di trecento lingue, "Pinocchio" è anche l’opera italiana più letta al mondo, nonché il libro più tradotto di sempre dopo "Il piccolo principe" di Antoine de Saint-Exupéry. Collodi – pseudonimo tratto dal paese d’origine della madre – ha goduto in vita di enorme fama, pubblicando anche altre opere come "Il regalo di Capo d’Anno" (1884) e "L’onore del marito" (1870).

Eva è forse uno dei più straordinari personaggi femminili mai creati da Verga. Una ballerina che si muove nel mondo delle arti e dei sentimenti con estrema lucidità. Eva, a differenza del pittore Enrico Lanti, che la ama spassionatamente, è ben consapevole di quanto il proprio fascino si regga su un sottile gioco illusorio e, proprio per questo, sa servirsene con astuzia. Cedendo alla corte di Enrico, Eva gli si offre in tutta la propria ordinarietà, ricordando ad entrambi quanto l’amore, spogliato delle sue irrazionali aspettative, possa tornare ad essere dolorosamente concreto. Eva saprà fare un passo indietro, ma Enrico, consumato dal dolore, sarà costretto a convivere con i suoi ricordi...Giovanni Verga (1840-1922) nasce a Catania in un’antica famiglia di origine aragonese. Arruolatosi nella Guardia Nazionale di Garibaldi (1860), si dedica in parallelo alle prime produzioni letterarie, dando vita alla rivista "Roma degli Italiani". Vivrà a lungo fra Firenze, Milano e Roma – entrando così in contatto col coevo mondo letterario – per poi ristabilirsi definitivamente a Catania (1893). Verga è considerato il massimo esponente del Verismo e, con capolavori assoluti quali "I Malavoglia" e "Mastro-don Gesualdo", ha conosciuto grandissima fama, ottenendo nel 1920 anche la nomina a Senatore del Regno d’Italia.

"Nuove storie d’ogni colore" è una raccolta di undici racconti. Possiamo ritenere l’Italia, la nostra Italia, la vera protagonista di queste storie. L’Italia della seconda parte dell’Ottocento, con una Milano più agricola che cittadina, con la burocrazia che ci fa impazzire, con l’aristocrazia e il trasformismo, con miserie personali e/o professionali, con l’amicizia che mai ci abbandona.Emilio De Marchi (1851 – 1901) è stato un traduttore italiano, ma soprattutto scrittore e poeta; era infatti ritenuto uno dei più importanti narratori italiani della seconda metà dell’Ottocento. I protagonisti delle sue opere sono perlopiù contadini lombardi e la piccola borghesia milanese. Le sue opere sono davvero numerose, qui ne ricordiamo alcune come "Vecchie storie", "Il signor dottorino", "Redivivo", "Nuove storie d’ogni colore", "I nostri figliuoli", "Giacomo l’idealista" e "Arabella".

Dato alle stampe nel 1880, "La cartella N. 4" raccoglie una serie di brevi scritti, caratterizzati da un forte lirismo, che la Marchesa Colombi scrisse nell’arco dell’anno precedente. Come illustrato vivacemente dalla stessa autrice nel testo introduttivo – "Capo d’anno" – il titolo fa riferimento alla sua abitudine di raccogliere i propri racconti da pubblicare in cartelle annuali, utili anche a poter presentare puntualmente a un editore quanto basta per guadagnare i soldi necessari a fare i regali di Natale. In una sorta di precoce (e modernissimo!) esperimento metaletterario, a cavallo fra finzione narrativa e realismo, l’autrice ci cala quindi nel proprio universo quotidiano, celandosi nei propri stessi personaggi, ma senza mai abbandonare la schiettezza che l’ha consacrata come una delle scrittrici più importanti della storia letteraria italiana.Maria Antonietta Torriani (1840-1920) nasce a Novara. Ottenuto il diploma di maestra elementare, si trasferisce a Milano (1868), dove si dedica alla pittura e, soprattutto, alla scrittura. Stretta amicizia con Anna Maria Mozzoni, inizia un’intensa attività di attivismo protofemminista, collaborando con il Giornale delle Donne e curando il saggio "Della letteratura nell’educazione femminile" (1871). Candidatasi per collaborare al settimanale "L’Illustrazione Universale", vi conosce il redattore Eugenio Torelli Vollier, che sposa nel 1875. Per anni scriverà sul Corriere della Sera, fondato proprio da suo marito. Con i suoi maggiori romanzi, fra cui si possono citare "La vita in famiglia" (1881) e "Cara speranza" (1888), la "Marchesa Colombi" – pseudonimo tratto da una commedia di Paolo Ferrari – ha ottenuto un grande successo di pubblico, venendo riscoperta anche dalla critica con la riedizione di "Un matrimonio di provincia", curata nel 1973 da Natalia Ginzburg e Italo Calvino.

Da Doris’ store kærlighed, Torben, gifter sig med hendes veninde Christense, går hendes hjerte itu. Hun rejser med nogle bekendte til udlandet i en periode, og da hun kommer hjem til Danmark, er Torben og Christense heldigvis bosat i den anden ende af landet. Men selvom Doris får selv sine nærmeste veninder til at tro, at hun har glemt Torben, så har hun bevaret ham i sit hjerte lige siden. Da Christense dør, og Torben igen er fri til at gifte sig, håber Doris, at hans kærlighed endelig vil falde på hende. Hvordan vil det mon føles at blive hans anden hustru og leve i skyggen af mindet om Christense?"Den anden hustru" udkom første gang i 1905.Fanny Tuxen (1832-1906) var dansk forfatter og skrev fortællinger til både voksne, unge og børn. Hun debuterede med "En moders fortællinger" fra 1866 under pseudonymet Eva og skrev desuden en række små fortællinger til "Børnevennen" under samme navn.Foruden de mange skønlitterære udgivelser skrev Tuxen en række vejledende skrifter til unge kvinder om, hvordan man bedst begik sig i livet. Herunder kan nævnes "Til bruden fra en sølvbrud", "Til moderen fra en bedstemoder" og "Til den unge tjenestepige".

"Blandt unge kvinder er det sjældent at træffe et udviklet tankeliv. Den drivhuskultur, hvorunder de nu udvikles, er ikke gunstig for rolig, selvstændig tænkning, og udviklingen af individualiteten. I skolerne kan det ikke læres, det fremmes bedst i hjemmet. Men selv i de hjem, hvor livets alvor træder føleligst op, findes ofte ikke sindets alvor, den alvor, som vækker et tankeliv der kan udvikle ’hjertets skjulte menneske, i en sagtmodig og stille ånds uforkrænkelige væsen'."Fanny Tuxens lille skrift fra 1880 henvender sig til unge kvinder, der står over for at skulle giftes. Det opfordrer dem til at rette sig efter Guds ord og være deres mand underdanig og huske på, at han ved bedst. Bogen giver et indblik i mange menneskers kvindesyn i slutningen af 1800-tallets Danmark.Fanny Tuxen (1832-1906) var dansk forfatter og skrev fortællinger til både voksne, unge og børn. Hun debuterede med "En moders fortællinger" fra 1866 under pseudonymet Eva og skrev desuden en række små fortællinger til "Børnevennen" under samme navn.Foruden de mange skønlitterære udgivelser skrev Tuxen en række vejledende skrifter til unge kvinder om, hvordan man bedst begik sig i livet. Herunder kan nævnes "Til bruden fra en sølvbrud", "Til moderen fra en bedstemoder" og "Til den unge tjenestepige".

Kaj Halvdan vokser som barn op i et sørgeligt og trøstesløst proletarkvarter i København, hvor selv ikke det mest begavede barn bør gøre sig forhåbninger om et bedre liv. De elendige mennesker skildres med følelse og til tider et gran af humor og varme, men hele vejen igennem ser vi den sociale uretfærdighed, der var så tydelig disse steder. ”Et barn blev korsfæstet” er imidlertid langt mere end en skildring af 1800-tallets mørkeste sider. Det er en personlig beretning om et ulykkeligt barns inderste tanker.”Et barn blev korsfæstet” efterfølges af ”I dag flytter vi – sa’ nissen”, som handler om Kaj Halvdans år på valsen i Europa, da han var sluppet ud af sin barndoms sump. Fortællingen om Kaj Halvdans opvækst og udvikling læner sig op ad forfatterens eget liv og har adskillige selvbiografiske træk.Carl Hansen Fahlberg (1870-1939) var en dansk forfatter, der kæmpede sig op fra en udsigtsløs proletaropvækst i de mørkeste dele af København til en strålende karriere i politiet. Han var en vigtig stemme, da man omkring århundredeskiftet forsøgte at råbe folk op for at fortælle dem om den gennemgribende sociale uretfærdighed og fattigdom i byerne. Carl Hansen Fahlberg var homoseksuel og kom i 1906 i fængsel efter at have tilstået homoseksuel opførsel. Derefter emigrerede han til USA og vendte først tilbage til Danmark igen i 1934. Fem år senere begik han selvmord, tynget af en dyb depression.

"Tyendeloven af 1854-55 og dens forskellige senere ændringer, der har fastslået det nuværende forhold imellem herskab og tyende, er ikke og har aldrig været heldigt for nogen af parterne. Når man blot husker på, at denne lov, som velbekendt, stiller den hæderlige og arbejdsomme pige i sit tjenesteforhold på samme trin, som den utro og utugtige pige, idet den ikke tilsteder, at noget i henseende til hendes vandel vedføjes i hendes skudsmålsbog, er der allerede sagt mere end nok til at karakterisere den med hensyn til dens ubegrænsede skadelighed i så henseende."Elfride Fibiger giver her udtryk for de mange ting, hun mener er galt med den gældende tyendelov. Særligt kvindens stilling som tjenestepige i herskabelige hjem trængte efter hendes mening til fornyelse, og indlægget fra 1881 giver et interessant indblik både i de tyendes stilling, men også i borgerskabets syn på denne klasse.Elfride Fibiger (1832-1911) var dansk forfatter og filantrop. Hun skrev både romaner og fagbøger om sygepleje, som hun havde erfaring med i kraft af sit arbejde for sin mand, der var læge. Efter sin mands død tjente hun penge på at skrive romaner og håndbøger om blandt andet sygepleje og husarbejde. Mange af Elfride Fibigers bøger kredser om kvinders vilkår, ligesom "Tidsskrift for kvinder i de tre nordiske lande", som hun udgav i årene 1882-84, fokuserede på at fremme kvinders og familiers vilkår - dog ud fra tanken om at kvindens plads var i hjemmet.

Eletään Italian Lombardiassa 1800-luvulla. Runoilijan elämässä riittää naisia ja näennäisesti suuria tunteita. Hänestä tuntuu, että jotkut naiset haluavat vain kokea, millaista on olla mainetta keränneen runoilijan kanssa. Millaista olisi olla hänen muusansa? Mutta runoilijan on vaikea kokea yhteyttä näiden naisten kanssa; he ovat hänestä henkisesti liian kaukana. Runoilija ei arvaa, että vielä hänkin kohtaa naisen, jota hän ei voi vuosien saatossa unohtaa...Italialainen Antonio Fogazzaro (1842–1911) julkaisi proosaa ja runoutta. Hän oli koulutukseltaan lakimies.

„Всеки народ има свое минало, което се изучава старателно от потомството. Ако човек се завземе да пише историята на българския народ от неговото подпадание под турското иго до освобождението му, то кое събитие би трябвало да държи първо място в нейните страници?"Така започват „Записки по българските въстания" и с тези думи Захари Стоянов се обръща към своите читатели. Първият том на това значимо за България произведение ни запознава с велики личности, събития и факти от края на XIX век, а познати на всички творби като „Под игото", черпят информация от труда на Захари Стоянов. Книгата вдъхновява и екранизация, заснета през 1976 год.Захари Стоянов е български революционер, политик и писател, живял в периода 1850 – 1889 год. Още на 21-годишна възраст се включва в Русенския революционен комитет на ВРО. В последствие участва в Старозагорското въстание от 1875 год. Ролята на Захари Стоянов в Априлското въстание е била значима за времето си, а през призмата на настоящето е важна заради писмените свидетелства, които той оставя. Захари Стоянов е първият историограф на Априлското въстание и благодарение на големите му мемоарно-биографични произведения като „Христо Ботйов", „Васил Левски (Дяконът)" и „Записки по българските въстания" научаваме повече за българските революционни борби и за значимите личности в тях. Захари Стоянов пише също редица статии и фейлетони, в които осъжда политически противници, критикува социални проблеми и описва неподправената действителност на своето време.

Априлското въстание е приключило, а след него е останал погромът, жертвите и изтезанията. Оцелелите революционери са заловени, друга част са се спасили. Но борбата продължава. Нови въстания се надигат. Пловдив, Перущица, Брацигово и Батак се опълчват на турското потисничество. Жестокостите не свършват. Настава и Баташкото клане. „Записки по българските въстания" приключва тук, а смъртта отнема на Захари Стоянов възможността да довърши великата история, която и до днес служи за достоверен източник на борбите, мъченията и несломимостта, формирали самосъзнанието на българина.

Подписаното с кръв писмо на Тодор Каблешков стига до Панагюрище. В Копривщица са гръмнали първите пушки. Въстанието е започнало. Бенковски събира своята чета и в един глас се чува „Бунт! На оръжие!". „- Да живей България, да живеят апостолите, да живеят юнаците; смърт на душманите! - бяха думите, с които се свърши 20 априлий."Априлското въстание е в ход. Дават се жертви, но се раждат и герои. Националната гордост е голяма, но погромът е неизбежен. Том втори на „Записки по българските въстания" е изпълнен с геройства, смелост, предателства и жертви. Българите заплащат огромната цена на свободата.Захари Стоянов е български революционер, политик и писател, живял в периода 1850 – 1889 год. Още на 21-годишна възраст се включва в Русенския революционен комитет на ВРО. В последствие участва в Старозагорското въстание от 1875 год. Ролята на Захари Стоянов в Априлското въстание е била значима за времето си, а през призмата на настоящето е важна заради писмените свидетелства, които той оставя. Захари Стоянов е първият историограф на Априлското въстание и благодарение на големите му мемоарно-биографични произведения като „Христо Ботйов", „Васил Левски (Дяконът)" и „Записки по българските въстания" научаваме повече за българските революционни борби и за значимите личности в тях. Захари Стоянов пише също редица статии и фейлетони, в които осъжда политически противници, критикува социални проблеми и описва неподправената действителност на своето време.

Listen to the book that inspired the upcoming film 'The Railway Children Return' starring Jenny Agutter, John Bradley, Tom Courtenay and BAFTA-winning actress Sheridan Smith.When Roberta, Phyllis and Peter's father is accused of being a spy and sent to prison, the children and their mother are forced to leave their comfortable city life for the countryside. They move into a small cottage called "Three Chimneys" close to a railway station.As the children settle into their new home, the railway soon becomes the centre of their lives: promising new friends, plenty of adventures, and perhaps even the key to bringing their father home..."The Railway Children" is a heart-warming, timeless classic of friendship, family and bravery.

Touha po dobrodružství uvrhne nevinnou dívku do spárů únosců!Paola se po ukončení studií vrací domů za svojí milovanou hraběcí rodinou. Těší se na uvedení do společnosti, na krásné šaty i návštěvy londýnských plesů. Kvůli tragickým rodinným událostem však ze všeho sejde...Místo toho ji matka pošle spolu s italskou contessou Martou na cestu do Itálie. Paola však musí vystupovat pod jiným jménem, aby unikla pozornosti významného, ale zkaženého markýze Vittoria di Lucca.Před odjezdem se Paola setkává se svým bratrancem Hugem. Ten využije její zápal pro dobrodružství a požádá ji, aby v naprosté tajnosti předala markýzovi prsten s diamantem, který mu byl kdysi ukraden. Paola souhlasí, ale předání prstenu se ošklivě zvrtne a ona skončí v rukou únosců. Dokáže ji markýz vysvobodit? A kde nakonec skončí cenný diamantový prsten?Barbara Cartlandová (1901–2000) byla anglická spisovatelka převážně historických milostných románů. Pocházela ze slavné britské aristokratické rodiny. Je autorkou více než 700 knih a některé zdroje odhadují počet prodaných výtisků na více než jednu miliardu, je proto řazena mezi nejplodnější a komerčně nejúspěšnější spisovatele 20. století. Její romantické příběhy plné lásky a napětí z prostředí starobylých sídel anglické šlechty si získaly srdce mnoha čtenářů po celém světě.

Hoe belandt de piepjonge Jinnie, helemaal alleen en volledig uitgebuit, in een wreed werkhuis? Het is 1873 wanneer haar vader overlijdt en Jinnie zichzelf moet zien te redden. Na een afschuwelijke jeugd in het werkhuis, mag ze op vijftienjarige leeftijd dienstmeisje worden bij de familie Shaleman. Ze hoopt zich eindelijk veilig en geborgen te voelen, maar niets is minder waar. De familie heeft hele andere plannen voor haar in petto. Wacht er een beter leven voor Jinnie, nadat ze de mysterieuze Richard Baxton-Powell ontmoet?