Theory of art

Knud Pedersen er for mange lig med kunstbevægelsen Fluxus. Bevægelsen tog et længe tiltrængt opgør med den traditionelle kunst- og kulturopfattelse, hvilket hverken hujede de mere traditionelle kunstnere, kulturkritikere eller politikere. I "Kampen mod borgermusikken" sætter Knud Pedersen ord på mange af problemerne ved den klassiske kunstopfattelse. Han beskriver Fluxus-bevægelsens helte og dens fjender samt de mange begivenheder, der blev skelsættende for bevægelsen og dens projekt.Knud Pedersen (1925-2014) var en dansk frihedskæmper og kunstner. I 1942 var han medstifter af modstandsgruppen Churchill-klubben, der bestod af unge Aalborg-drenge, der nægtede at gøre som de voksne og se tavse til, efter nazisterne havde besat Danmark. Churchill-klubben var ikke kun betydningsfuld, fordi den udførte så mange sabotageaktioner, men også fordi den inspirerede andre danskere til at gøre modstand.Efter anden verdenskrig skabte Knud Pedersen sig en spændende karriere som kunstner og var meget aktiv i den internationale antikunstbevægelse Fluxus. Knud Pedersen har udgivet en lang række bøger om sine oplevelser under besættelsen, om kunst og Fluxus-bevægelsen.

Hippolyte Adolphe Taine (1828-1893) var en af de største historikere og kritikere i 1800-tallets Frankrig, og han var hovedkraften inden for den franske naturalisme. Den store danske litteraturkritiker Georg Brandes fortæller om Hippolyte Taine og hans enorme indflydelse på kulturen og æstetikken både inden for og uden for Frankrigs grænser. Bogen giver et spændende indblik i den store mands tanker og teorier.Georg Brandes (1842-1927) er den mest indflydelsesrige litteraturkritiker og –teoretiker i dansk litteraturhistorie. Det var netop Georg Brandes, der definerede de litterære genrer realisme og naturalisme op imod senromantikken, som han så som virkelighedsfjern og præget af tom æstetik. Georg Brandes er den vigtigste teoretiker bag det moderne gennembrud.

Ole Sarvig var først og fremmest digter, men han var også kunstteoretiker og –kritiker, og hans tanker om den moderne kunsts fremmedgørelse og løsrivning fra mennesket knytter sig til de temaer, vi finder i hans digte og romaner. I "Glimt" præsenteres en række essays, som tidligere havde været bragt i aviser og tidsskrifter samt i radioen, og som i høj grad fungerer som en art introduktion til hans digte.Ole Sarvig (1921-1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen "Grønne digte", og digtet "Regnmaaleren" herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.

Mimesis-definitionen på kunst blev slået fast på Planton og Aristoteles’ tid som "en efterligning af virkeligheden" og sidenhen har den europæiske metafysik udfordret og videreudviklet denne tanke i en uendelighed. Niels Egebaks essay "Anti-mimesis" fortsætter diskussionen ved at drage danske kunstnere ind i debatten og påvise, at mimesis-traditionen til stadighed udvikler sig i Danmark. Arne Haugen Sørensen, Peter Laugesen og Peter Seeberg er nogle af de kunstnere, der drages ind i Niels Egebaks essay.Den danske litteraturforsker og -kritiker Niels Egebak (1930-2009) var i en lang årrække docent ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet. I løbet af sin karriere udgav han et væld af bøger om litteratur, kulturhistorie og -teori og psykoanalyse.

Ole Sarvigs forfatterskab spænder bredt over digte, romaner og kunstkritik, og tilsammen udgør det en storslået og sammenhængende analyse af tidens angst og splittelse. En splittelse, der også er til stede i den moderne, abstrakte kunst. Sarvig forklarer i "Krisens billedbog" den moderne kunst som en indre, sjælelig proces, der ofte bliver uigennemtrængelig for andre, og diskuterer den fremmedgørelse, som den moderne kunst er et udtryk for.Ole Sarvig (1921-1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen "Grønne digte", og digtet "Regnmaaleren" herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi."For Sarvig står den moderne kunst som et forsøg på at gribe virkeligheden, et dokument over de seneste tiårs åndelige udvikling i den civiliserede verden. Man må erkende den energi og indfølingsevne, hvormed han søger at læse dette dokument med de mange svære hieroglyffer." – Otto Gelsted

Ole Sarvig var, udover at være lyriker og romanforfatter, også kunstteoretiker og -kritiker. "Stedet, som ikke er" hører til blandt hans kulturkritiske og kunstfilosofiske værker og diskuterer den fremmedgørelse, som den moderne kunst er udtryk for.Ole Sarvig (1921-1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen "Grønne digte", og digtet "Regnmaaleren" herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.