Acting techniques

Teatteri oli Konstantin Stanislavskin elämäntehtävä. Hän nosti näyttelijän näyttämön valtiaaksi kerta toisensa jälkeen. Vaikka Stanislavskin opeissa näyttelijällä on laaja vastuu, hänelle oli toisaalta keskeinen kysymys myös se, millä tavalla ohjaajan ja näyttelijän roolit rajautuvat: onko näyttelijä pelkkä alihankkija ohjaajan yrityksessä vai sittenkin itsenäinen "auteur"? Teos suhteuttaa Stanislavskin tärkeitä kysymyksenasetteluja suomalaisen teatterin todellisuuteen.Kokenut ja laajalti arvostettu teatterintekijä Raija-Sinikka Rantala tekee syvällisen tutkimusmatkan Stanislavskin metodiin sekä muiden keskeisten teatteriteoreetikoiden ajatuksiin. Tietoteos nivoo kiehtovan teorian tiiviisti konkreettiseen teatterin työprosessiin ja suomalaisiin käytäntöihin.Raija-Sinikka Rantala (s. 1947) on helsinkiläinen teatteriohjaaja ja kirjailija. Hän on ollut vuosia mukana useissa kansainvälisissä teatterijärjestöissä (mm. johtotehtävissä Kansainvälisessä Teatteri-Instituutissa ITI:ssa) sekä työskennellyt teatterintekijänä ja kouluttajana ympäri maailmaa.

Antoine Artauds mesterværk "Det dobbelte teater" har skabt grundlaget for det moderne absurde franske teater, det totale teater. Bogen er en samling af artikler, foredrag, manifester og breve, og den rummer blandt andet det verdenskendte manifest "Grusomhedens teater" fra 1932. I manifestet vender Artaud sig fra det traditionelle teater som en institution for passiv underholdning. I stedet plæderer han, især med inspiration fra den balinesiske teatertradition, for et teater hvor bevægelser, lyde, scenografi og belysning skaber et terapeutisk fællesskab mellem skuespiller og publikum. Pointen med denne avantgardistiske teaterform er at overskride og bryde med hverdagen og sprogets begrænsninger for at få adgang til nye følelser og erkendelser.Antoine Artaud (1896 - 1948) var en fransk dramatiker, digter, essayist, skuespiller og teaterinstruktør. Han var en af det 20. århundredes store figurer inden for teaterverdenen og europæisk avantgarde og blev især kendt for sit manifest "Grusomhedens teater". Hans vision med grusomhedens teater var en teaterform, der fokuserede på kroppen og dens bevægelser frem for et fokus på sproget og replikkerne. Som skuespiller spillede han blandt andet med i Abel Gances "Napoléon" fra 1927 og Carl Th. Dreyers "Jeanne d’Arc" fra 1928.

Der er ikke mange, der kan fortælle en historie så levende og medrivende som Vigga Bro. I "Orkanens øje" deler hun ud af de erfaringer og minder, der har formet hende som historiefortæller. Bogen kredser om tre spørgsmål:Hvilke arbejdsredskaber har fortælleren?Hvad er fortællerens univers?Hvilken teknik kan man bruge som fortæller?Bogen kan både bruges som inspiration til at kaste sig ud i fortællekunsten eller som håndbog for den, der allerede er i gang og ønsker flere redskaber til at udvikle sine fortælleevner.Vigga Bro (f. 1937) er en af Danmarks allerbedste historiefortællere. Hun er også en generøs og inspirerende lærer, som giver feedback, sparring og gode råd til både nye og mere erfarne fortællere. I 80’erne og 90’eren begyndte Vigga Bro for alvor at arbejde med historiefortælling. Interessen blev vakt med Dario Fos fortællinger, og baggrunden havde hun i sin families fortælletradition. Den interesse er efterhånden blevet så stærk, at fortællingerne fylder det meste af hendes professionelle liv. Hun har et stort repertoire af fortællinger fra hele verden – men lige så mange digter hun selv.