History of medicine

I middelalderen var Danmark præget af en lang række uhyggelige sygdomme, hvoraf mange for længst er blevet udryddet af lægekunsten. Det samme kan siges om behandlingsformerne, hvoraf nogle hverken gjorde fra eller til for patienten, flere gjorde patienten endnu dårligere, mens nogle kurerede eller lindrede lidelsen.Læge og medicinhistoriker Vilhelm Møller-Christensen fortæller i denne bog fra 1944 om sygdomme i middelalderen og deres behandling. En stor del af de sygdomstilfælde, han beskriver i bogen, er baseret på undersøgelser af skeletter, han selv har gravet op ved Æbelholt Kloster.Vilhelm Møller-Christensen (1903-1988) var dansk læge og professor i medicinhistorie ved Københavns Universitet. Han skrev en række bøger og artikler om medicinsk historie med særligt fokus på spedalskhed. Han stod blandt andet bag den banebrydende opdagelse, at mennesker, der lider af spedalskhed, mister knoglemasse i kraniet som følge af sygdommen. Dette gjorde stort indtryk på de læger, der forskede i spedalskhed, og i 1973 førte hans internationale position inden for skeletarkæologi til, at den store samling af skeletter af spedalske på Medicinsk-historisk Museum i København fik status som WHO-institut med Møller-Christensen som leder.

”Lægekunstens ideal er at finde et ondes ophav for eventuelt at kunne rydde det af vejen, eller dog bekæmpe dets videre udbredelse. Men på tændernes område, hvor man efterhånden fandt surrogater for det der gik tabt, lod man stå til. Nu da ernæringsspørgsmålet står øverst på dagsordenen, må tiden være inde til at søge besvarelse på spørgsmålet: Hvad er de egentlige årsag, den dybeste grund, til tændernes stedse voksende tilbagegang hos de dele af menneskeslægten, der lever i Europa og de forenede stater?”Tandlæge Alfred Bramsens bog fra 1912 startede en længe tiltrængt debat om tandproblemer i den vestlige verden. Op til bogens udgivelse var der ikke mange, der havde studset over, hvad de dårlige tænder skyldtes, og om man kunne gøre noget for at forebygge tandproblemer. Alfred Bramsen fremhæver, at dårlige tænder og tandproblemer ikke blot er den enkeltes problem, men er noget, som samfundet skal tage ansvar for at komme til livs, ligesom man gør med andre fysiske sygdomme.Alfred Bramsen (1851-1932) var en dansk tandlæge og forfatter, der udgav en lang række bøger om sundhed, tandpleje og hygiejne skrevet til lægmand. Alfred Bramsen var desuden en ivrig kunstsamler og besad flere værker af Vilhelm Hammershøi, om hvem han udgav to bøger.

Denne biografi er et portræt af den danske læge og nobelprismodtager Niels Ryberg Finsen (1860-1904). Det er en fascinerende beretning om en ung mand, der trods sygdom opnåede store bedrifter i sit korte liv. Finsen blev født i Thorshavn i 1860, men flyttede til Danmark for at uddanne sig. Allerede som 23-årig blev han ramt af en kronisk hjerte- og leversygdom, som besværliggjorde dagligdagen for ham. Trods det tilgik han sit fag og sine opgaver med en smittende begejstring og hans studier om lysets indvirkning på huden blev afgørende for behandling af lupus. Han fik tildelt nobelprisen i medicin for sine opdagelser med lysbehandling. Denne biografi giver et indblik i Finsens liv helt fra barneårene på Færøerne til hans alt for tidlige død i København som kun 43-årig.William Thulstrup (1866-1921) var en dansk læge, forfatter og chefredaktør. Han blev uddannet i medicin ved Københavns Universitet i 1893 og arbejdede herefter som reservelæge i søværnet og senere hen som praktiserende læge. I sommeren 1896 pådrog han sig en kronisk infektionssygdom under en operation, som tvang ham til et flerårigt hospitalsophold og bort fra lægegerningen. Herefter fik han job som chefredaktør og blev senere ejer af ugebladet Illustreret Tidende, hvor han arbejdede frem til sin død i 1921. William Thulstrup er begravet på Assistens Kirkegård i København.

"Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" er en videnskabelig afhandling af den danske læge og bakteriolog Carl Julius Salomonsen. Afhandlingen er en undersøgelse af moderne kunstretninger, herunder kubisme, ekspressionisme og futurisme, som Salomonsen argumenterer for er "sygelige åndsprodukter" og symbol på en fanatisk og voldsom flugt fra naturen. Med andre ord forstår Salomonsen de moderne kunstværker et udtryk for kunstnernes psykopatiske træk. Afhandlingen medførte en heftig kritik fra 1920'ernes kunstkredse, hvor kunstnere som Jean Gauguin, Otto Gelsted og Harald Giersing deltog i debatten.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

I mange århundreder har der floreret historier om djævlebesættelser og mænd og kvinder, der enten efter eget eller andres udsagn besad overnaturlige evner. Den kristne kirke har stemplet disse mennesker som hekse eller besatte og behandlet dem grusomt som følge deraf.I løbet af 1800-tallet begyndte lægevidenskaben imidlertid at se på disse fænomener med et videnskabeligt blik. Hans Kaarsbergs tekst fra 1896 undersøger fænomenerne djævlebesættelse og heksevæsen og forklarer dem som et udtryk for psykisk sygdom. Teksten giver et spændende indblik i, hvordan lægevidenskaben i 1800-tallet forholdt sig til psykoser og religionens skyggesider.Hans Kaarsberg (1854-1929) var en dansk læge og forfatter, der stod bag en lang række bøger og afhandlinger. Han skrev mange romaner og noveller samt rejsebeskrivelser og studier over folkeslag, han stiftede bekendtskab med på sine rejser ud til civilisationens afkroge. Blandt Hans Kaarsbergs mest kendte værker finder vi fortællingerne "Sort og Rødt", "Dårlige tider", "Vildt og tæmmet" samt rejsebeskrivelserne "Gennem stepperne" og "Nordens sidste nomade".

Begrebet læge har ændret sig markant i løbet af historien. Selvom det i mange hundrede år krævede en medicinsk doktorgrad at få lov at operere indvortes på patienter, blev denne regel langt fra altid overholdt, og kirurger, bartskærere og sårlæger praktiserede i mange år, som de lystede, uden at nogen forsøgte at regulere deres virke.Læge og medicinhistoriker Kristian Carøe fortæller om de forskellige læger, der opererede i Danmark og Norge fra 1479 og op til hans egen tid. Bøgerne indeholder ikke blot biografier om hver eneste læge i denne periode, men de fortæller også om lægevidenskabens udvikling i landet og om lægens plads i samfundet gennem tiden.Første bind fortæller om læger og kirurger, der praktiserede i årene 1479-1788. Bogen er i høj grad baseret på oplysninger fra Harald Selmer, Vilhelm Ingerslev og Frantz Kiær, hvis værker indeholder mange vigtige oplysninger om datidens læger.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

Begrebet læge har ændret sig markant i løbet af historien. Selvom det i mange hundrede år krævede en medicinsk doktorgrad at få lov at operere indvortes på patienter, blev denne regel langt fra altid overholdt, og kirurger, bartskærere og sårlæger praktiserede i mange år, som de lystede, uden at nogen forsøgte at regulere deres virke.Læge og medicinhistoriker Kristian Carøe fortæller om de forskellige læger, der opererede i Danmark og Norge fra 1479 og op til hans egen tid. Bøgerne indeholder ikke blot biografier om hver eneste læge i denne periode, men de fortæller også om lægevidenskabens udvikling i landet og om lægens plads i samfundet gennem tiden.Andet bind fortæller om de kirurger, der praktiserede i Danmark og Norge i årene 1738-1785. Skønt mange opererede på patienter uden at have nogen egentlig uddannelse, fokuserer bogen på de kirurger, som man ved var blevet eksamineret ved Amfiteatret i årene op til 1785.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

Begrebet læge har ændret sig markant i løbet af historien. Selvom det i mange hundrede år krævede en medicinsk doktorgrad at få lov at operere indvortes på patienter, blev denne regel langt fra altid overholdt, og kirurger, bartskærere og sårlæger praktiserede i mange år, som de lystede, uden at nogen forsøgte at regulere deres virke.Læge og medicinhistoriker Kristian Carøe fortæller om de forskellige læger, der opererede i Danmark og Norge fra 1479 og op til hans egen tid. Bøgerne indeholder ikke blot biografier om hver eneste læge i denne periode, men de fortæller også om lægevidenskabens udvikling i landet og om lægens plads i samfundet gennem tiden.Femte og sidste bind i Kristian Carøes omfattende værk om den danske lægestands historie fungerer som supplementsbind til de første fire bind. Endvidere fortæller bindet om sundhedskollegiets historie og om lægernes hustruer.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

"Små-arbejder" er en samling af taler, foredrag og afhandlinger af blandt andre den danske læge og professor Carl Julius Salomonsen (1847 - 1924) og den franske læge i mikrobiologi (1912 - 1882). Bogen rummer blandt andet beskrivelser af eksperimental-patologiske øvelser, undersøgelser af miltbrand og tuberkulosekure. Det er et yderst interessant indblik i lægevidenskabens udvikling i den sidste halvdel af det 19. århundrede og i starten af det 20- århundrede, hvor vores viden om bakterier og antiseptik fik central plads i behandlingen af sygdomme.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

"Bakteriologisk teknik for medicinere" er en lærebog om bakteriologi og teknik for medicinere og veterinære. Bogen rummer kapitler om blandt andet sterilisation, dyrkningsapparater, varmekasser og dyrkning af mikrober under mikroskopet. Carl Julius Salomonsens arbejde har haft afgørende betydning for vores forståelse af bakterier, vira og epidemiske infektionssygdomme og denne udgivelse giver et enestående indblik i lægevidenskabens udvikling i slutningen af 1800-tallet.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

"Adolph Hannovers liv og virke" er en samling af tre taler, som blev afholdt på Københavns Universitet i 1914 ved 100-året for den danske læge Adolph Hannovers fødsel. Hannover er kendt i historisk-medicinske kredse for sit omfattende videnskabelige forfatterskab, hvor han især har beskæftiget sig med mikroskopi og patologisk anatomi. Bogen rummer taler fra læge og professor i patologisk anatomi, Johannes Fibiger, ridder af dannebrog og professor i normal anatomi, Frederik Carl Christian Hansen, samt forfatter og professor i almen patologi Carl Julius Salomonsen.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

Professor Liu Jianlun är på besök i Hong Kong. Han bor på Metropole Hotel, han ser fram emot att gå på bröllop, men känner sig hängig. Hans panna är brännande het, han har andnöd och hostar. Han lägger in sig själv på Kwong-Wah sjukhuset, beordrar personalen att stänga in honom och hålla honom separerad. Två veckor senare har Liu gått bort.Mellan februari 2003 till maj samma år härjade sjukdomen SARS, främst i de östra delarnaAsien. 8096 drabbades och 744 miste livet. "SARS: Jakten på botemedlet" kartlägger händelseförloppet under de intensiva månaderna.VETENSKAP är en serie om olika fenomen som med hjälp av vetenskapen går att förklara, utforska och få en bättre förståelse av. I kortare artiklar och reportage följer vi med i vetenskapens alla vrår för att förklarat såväl vardagliga som extraordinära fenomen.Ursprungligen publicerad av Orage.

Den danske medicinalhistorie er farverig og overraskende. I mange århundreder så lægerne ned på kirurgien og lod barbererne tage sig af den side af sundhedsplejen. Også bødlerne fungerede godt som kirurger, da det jo ofte var dem, der havde lemlæstet patienten og derefter kunne behandle skaderne.Den danske læge og medicinalhistoriker Kristian Carøe fortæller om den danske medicinhistorie fra 1600-tallet og op til starten af det 20. århundrede. Udviklingen går langsomt, men i takt med at de værste fejlopfattelser bliver modbevist, og videnskaben gør vigtige opdagelser, begynder lægerne at redde flere liv og ikke behandle folk ihjel.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

"Der var både stryknin og arsenik i dr. Hansens tonikum. Og stryknin og arsenik var farlige giftstoffer. Men ikke i så små mængder.Så kvikkede de bare op, sagde dr. Hansen. De var med som stimulanser. Om fru Schultz da havde troet, at han ville forgive hende?Og nu spiser fru Schultz stryknin og arsenik. Og føler sig stimuleret af det."Knud Lundbergs bog "Hverdagens stimulanser" beskriver forskellige former for stimulanser, som kan gøre skade, gavn eller begge dele. Alkohol og kaffe er en del af mange menneskers hverdag i større eller mindre grad. Motion er også en slags stimulans, som de fleste vil være enige om er gavnlig. Bogen fortæller også om brug af arsenik og stryknin som styrkende og opkvikkende middel, hvilket lægevidenskaben allerede i starten af 1960’erne var begyndt at anse som tvivlsomt, hvis ikke endda farligt.Knud Lundbergs bog er skrevet i 1961 og bygger på datidens forskning, hvoraf noget sidenhen er blevet modbevist. Bogen skal således ikke bruges som guide til et sundere liv, men læses som et historisk dokument eller blot for underholdningens skyld.Knud Lundberg (1920-2002) var en dansk sportsmand, forfatter og journalist, der præsterede at blive dansk mester og landsholdsspiller i både fodbold, håndbold og basketball. Han var hyldet som sportsmand for sine store præstationer og blev efterfølgende en respekteret sportsjournalist og forfatter til en lang række bøger om sport.

"I en tidligere bog er jeg kommet til at skrive, at jeg tvivler på, at den verden, vi kender til i dag, vil eksistere om blot hundrede år. Da jeg blev stillet til regnskab for denne – ret frimodige – udtalelse, måtte jeg erkende, at jeg ikke rigtig havde noget at have den i. Ikke desto mindre følte jeg mig overbevist om, at min opfattelse er meget tæt på sandheden. Det måtte jeg så påtage mig at argumentere for. Og det er, hvad denne bog handler om."I sine overvejelser om menneskehedens fremtid kigger Preben Geertinger langt tilbage i dens fortid med særligt fokus på Centralafrika og den store flod, bogen er opkaldt efter. Retsmediciner Preben Geertinger (1923-2003) hjalp forfatter Peter Høeg med de retsmedicinske dele af Høegs internationale bestseller "Frøken Smillas fornemmelse for sne". På Høegs opfordring begyndte Geertinger efterfølgende at skrive, og det resulterede blandt andet i erindringsbogen "Af en retsmediciners bekendelser" og romanen "Lualaba".

"Asklepios’ helligdom på Kos" er en del af serien "Medicinsk-historiske smaaskrifter". Med udgangspunkt i myter, kunst, arkitektur og litteratur forsøger Carl Julius Salomonsen (1847-1924) at rekonstruere livet og lægekunsten i lægeguden Asklepios’ tempel på Kos.Templet blev bygget i den græske oldtid for at hylde lægeguden Asklepios. Før kristendommens indtog i Grækenland og Europa flokkedes folk til templerne for at søge helbredelse for deres sygdomme. Ofte efterlod man skulpturer af syge legemsdele og folk gennemgik behandlinger som kom til dem i drømme, mens de befandt sig i de hellige templer. Som Carl Julius Salomonsen beskriver det: "Sovende på skindet af en vædder, som man først havde ofret til Guddommen, afventede man om natten de helsebringende drømme og syner". Bogen giver et grundigt indblik i græsk mytologi og hvordan religion, myte og lægekunst historisk har været bundet sammen.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

Una sagace satira della chiesa cattolica del 16esimo secolo, narrata dal punto di vista della Follia stessa. Zeppo di umorismo pungente e di allusioni classiche, "L’elogio della follia" è una parodia che ha riscosso enorme successo già ai tempi di Erasmo stesso e ha inaspettatamente spianato la strada per gli inizi della riforma protestante.Desiderius Erasmus Roterodamus (circa 1466-1536) è stato uno studioso umanista olandese. Figura di spicco del Rinascimento nordeuropeo, è stato il primo editore del Nuovo Testamento e ha scritto opere significative come "Adagia", "De libero arbitrio", "Elogio della follia" e "Enchiridion militis christiani".

"Tillægsbemærkninger om Dysphormismens sygelige Natur" er et supplement til Carl Julius Salomonsens (1847-1924) afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919.I afhandlingen argumenterer Salomonsen for, at den moderne kunsts "sygelige åndsprodukter" er en fanatisk og voldsom flugt fra naturen. Med andre ord er de moderne kunstværker et udtryk for kunstnernes psykopatiske træk. I "Tillægsbemærkninger om Dysphormismens sygelige Natur" forsøger Salomonsen at understøtte sin "sygdomshypotese" yderligere ved at gennemgå tre typiske repræsentanter for den dysphormistiske retning inden for ekspressionismen, herunder Picasso. Hans hypotese tager udgangspunkt i, at den ekspressionistisk kunst oprinder fra psykopaters meningsløse og uskønne perspektiv.Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.

"Man skulle da ikke synes, at bødlen kunne have mange ledige stunder; ejendommeligt nok anvendte han en del af den tid, han havde tilovers, til at hele de sår, han selv havde slået, og følgelig da også dem, som andre havde tilføjet; det kom ligesom af sig selv; thi hans embedsvirksomhed med dens mange slags lemlæstelser og henrettelser gav ham jo en anderledes lejlighed til anatomiske iagttagelser, end der faldt i både lægernes og bartskærernes lod, og der er næppe tvivl om, at mange af bødlerne har været virkelig dygtige kirurger."I dag er det svært at forestille sig, at den samme person kan stå for både henrettelse, tortur og lemlæstelse og for at læge, helbrede og sy sårene sammen igen. Ikke desto mindre var det tilfældet mange steder i Europa, at man var afhængig af bødlens hjælp til både at skade og at læge. Kristian Carøe fortæller om bødlens dobbelttydige rolle i 1500-, 1600- og 1700-tallet, indtil hans lægelige pligter blev overtaget af uddannede læger, og lemlæstelse, tortur og henrettelse blev sjældnere brugt som straf.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

"En röst hörs, före upptäckten av penicillinet, bland studenterna:‘Old Flem is something of a joke.’Efter upptäckten har orden ändrats till:‘A great man.’"En septemberdag 1928 upptäcker Alexander Fleming penicillinet. Det ska bli en av de största upptäckterna i mänsklighetens historia.Denna inlevelsefulla historieskildring fokuserar på mannen bakom upptäckten, och hur penicillinet utvecklades till det vi använder idag. Resan tar oss från Alexanders uppväxt, genom hans medverkan i två krig och hur hans intresse långsamt förkjuts mot bakteriernas värld.Kjell Ekborg, född 1944, är en mångsidig författare som har skrivit böcker i flera olika genrer. 1998 debuterade han med Symfoni i otakt. Parallellt med sitt författarskap har han bland annat arbetat i läkemedelsindustrin.

Begrebet læge har ændret sig markant i løbet af historien. Selvom det i mange hundrede år krævede en medicinsk doktorgrad at få lov at operere indvortes på patienter, blev denne regel langt fra altid overholdt, og kirurger, bartskærere og sårlæger praktiserede i mange år, som de lystede, uden at nogen forsøgte at regulere deres virke.Læge og medicinhistoriker Kristian Carøe fortæller om de forskellige læger, der opererede i Danmark og Norge fra 1479 og op til hans egen tid. Bøgerne indeholder ikke blot biografier om hver eneste læge i denne periode, men de fortæller også om lægevidenskabens udvikling i landet og om lægens plads i samfundet gennem tiden.Fjerde bind fortæller om de læger og kirurger, der blev uddannet, efter man i januar 1838 forenede den medicinske og kirurgiske eksamen, og som døde inden udgangen af 1900. Der er tale om flere hundrede læger, og ikke alles biografi er derfor lige så omfattende, som vi ser i værkets første tre bind. Ikke desto mindre fortæller de mange biografier en samlet historie om lægestandens udvikling i løbet af det 19. århundrede.Kristian Carøe (1851-1921) var en dansk læge og medicinhistoriker, der både skrev bøger om medicinhistorie og var medredaktør af bladet "Ugeskrift for Læger". Kristian Carøe er særligt kendt for sit fembindsværk "Den danske lægestand 1479-1900", der består af biografier af alle de læger og kirurger, der virkede i Danmark i denne periode. Få dage før sin død blev Kristian Carøe æret som dr.med. honoris causa ved Københavns Universitet.

I USA begynder pludselig soldater at bløde fra munden og ørerne. Året er 1918, og den mystiske sygdom spreder sig med lynets hastighed, og et par uger senere er hele tre kontinenter påvirkede. Det følgende dør halvtreds millioner mennesker døde. Sygdommen, der kaldes den spanske syge, fordi spanske aviser er de første til at skrive om den, er forårsaget af en virus. Nyere undersøgelser viser, at den spanske syge var en fugleinfluenza, der muterede, så den kunne inficere mennesker. De mest farlige sygdomme i verdenshistorien er ofte sprunget fra dyr til mennesker. Her kan du læse om de mest dødbringende, verdensomspændende epidemier."Alt om historie" tager dig med på en halsbrækkende rejse til svundne tider, så du kan nyde historiens største begivenheder. Tag med os tilbage i tiden - tilbage til frontlinjerne af 2. verdenskrig, vikingenes angreb og tilbedelse af egypterne. "Alt om historie" er for dem, der vil vide mere om spændende og dramatiske historiske begivenheder.

Dødens årsag er en kulturhistorisk fortælling om, hvordan danskerne gennem tiden har slået hinanden ihjel. Ved hjælp af dokumenter fra obduktioner og ligsyn bringes vi tæt på historier om aftægtsdrab, giftmord og vold. De afslører en fascinerende opfindsomhed, når det gælder om at slå ihjel, men giver os også et indblik i helt almindelige danskeres liv og daglige udfordringer.De første sager er fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor man begynder at foretage obduktioner i forbindelse med retssager. De sidste er fra starten af 1900-tallet, hvor retsmedicinske institutter og indførelsen af statsobducenter samlede og professionaliserede retsmedicinen i Danmark. I løbet af de omkring 300 år gennemgår det danske samfund nogle dramatiske forandringer, og det samme gør retsmedicinen. Dødens årsag er 300 års true crime samlet i én fortælling. 

I slutningen af august 1883 samledes repræsentanter fra sygekasserne på Frederiksberg og i København for at diskutere et voksende problem. Alt for mange mennesker stod uden adgang til lægehjælp, og særligt slemt var det på de fattige nyoprettede brokvarterer Nørrebro og Vesterbro, hvor de syge ofte måtte vandre fra lægepraksis til lægepraksis om natten i håb om, at nogen ville behandle dem. Det var en enorm belastning på lægerne såvel som de stakkels patienter.På mødet diskuterede man eksempler fra udlandet, hvor man både havde ambulancetjenester og lægevagtsstationer, og hvor man kunne søge hjælp hele døgnet. Frank Bøgh fortæller om det danske forsøg på at oprette noget lignende, som krævede, at forskellige instanser måtte arbejde sammen.Frank Bøgh (f. 1942) er dansk forfatter og tidligere kriminalassistent. Han har skrevet en lang række bøger om politihistorie og autentiske krimisager. Han står blandt andet bag en biografi om den firedobbelte politimorder Palle Sørensen.

I USA börjar soldater plötsligt blöda ur munnen och öronen. Året är 1918 och den mystiska sjukdomen sprider sig med blixtens hastighet, och några veckor senare är tre kontinenter drabbade. Året därpå har femtio miljoner människor dött. Sjukdomen, som får namnet spanska sjukan för att spanska tidningar är först med att skriva om den, orsakas av ett virus. Senare forskning visar att spanska sjukan var en fågelinfluensa, som muterat så att den kunde smitta mellan människor. Världshistoriens farligaste sjukdomar har ofta hoppat från djur till människor. Här kan du läsa om de allra dödligaste."Allt om Historia" tar med dig på en halsbrytande resa till svunna tider, så att du kan njuta av historiens största händelser. Följ med tillbaka i tiden – tillbaka till andra världskrigets frontlinjer, vikingarnas räder och egypternas gudsdyrkan. "Allt om Historia" är för dig som vill veta mer om spännande och dramatiska händelser i det förflutna.

Ett långt och lyckligt liv är vad så gott som alla önskar sig. Vi gör vad vi kan för att leva så länge som möjligt. Säkerligen borde det väl evolutionärt sett vara bättre om vi levde längre än vad vi gör, så att vi kan få större spridning på våra gener? Trots detta har evolutionen byggt in ett bäst-före datum hos människan. Därmed ställs vi inför den eviga frågorna: hur hanterar vi att livet har ett slut?I denna bok undersöker författaren Johan Frostegård hur livet kan förlängas utifrån de senaste upptäckterna inom vetenskapen. Han beskriver också synen på livet och döden genom historien och i olika kulturer. Det enda som är säkert i livet är döden, brukar man säga, men hur gör vi det mesta den korta tid vi har?Johan Frostegård är en svensk författare, läkare och forskare som under sin produktiva karriär gjort stora medicinska upptäckter, och varit aktiv både som professor på Karolinska institutet, och som specialistläkare inom internmedicin samt i reumatologi. Frostegård har även författat ett flertal högt uppskattade böcker, som ofta tar sig an nutidens svåraste frågor.

Gerda Bonderup skildrer sundhedspolitiets historie fra midten af 1700-tallet til starten af det tyvende århundrede. Sundhedspolitiet har mestendels fulgt samfundets og folkestemningens udvikling helt fra oplysningstidens gennemgribende frihedsidealer og op til slutningen af 1800-tallet, hvor det blev normalt, at staten greb ind på sociale områder.Gerda Bonderup er lektor emeritus på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Hun har blandt andet forsket i socialhistorie, sundhedsvæsnets historie og politisk historie.

"Min lære er til for at bandlyse rædselen fra fødselshospitalerne, for at manden kan beholde sin hustru, barnet sin moder." – Ignaz Philipp Semmelweis"Den udødelige ungarer" fortæller den sande historie om den ungarske læge Ignaz Philipp Semmelweis, der tog kampen op mod barselsfeber, som så mange kvinder døde af på hans tid. Hans banebrydende teorier om antiseptisk videnskab blev forkastet af de fleste andre læger, og Semmelweis‘ liv var præget af en frustreret kamp for at redde kvindeliv ved at introducere antiseptiske forholdsregler, som andre læger bare lo af. Frank G. Slaughters portræt af denne store videnskabsmand viser både Semmelweis‘ store talent og medmenneskelighed, og hvordan han langsomt forfaldt, i takt med at hans teori igen og igen blev afvist.Frank G. Slaughter (1908-2001) var en amerikansk forfatter, hvis bøger er blevet solgt i mere end 60 millioner eksemplarer på verdensplan. Slaughter var kendt for at bruge sit eget erhverv (medicin) som inspiration til meget af indholdet i sine romaner. Han fik sin litterære debut med romanen "That None Should Die" i 1941 (oversat til dansk i 1942 under titlen "Ingen må dø"), og skrev efterfølgende mere end 50 bøger, både skøn- og faglitteratur. Flere af hans værker blev efterfølgende filmatiseret; heriblandt "Sangaree" og "Doctor‘s Wives". Slaughter skrev fem bøger under pseudonymet C.V. Terry.

Die antike Medizin ist ein facettenreiches Thema. Der Drang des Menschen, Krankheiten zu erklären und zu heilen, ließ schon im frühen Griechenland Gesundheitskonzepte reifen, die zum Teil auch heute noch erstaunlich modern klingen. In diesem Hörbuch stellt die Autorin den Beruf des Arztes in den Mittelpunkt. Sie porträtiert die berühmtesten Ärzte des Altertums, wie etwa Hippokrates oder Celsus, und erweckt mit ihren spannenden Biographien die Medizin der Antike zum Leben. Zudem beleuchtet sie die Rolle des medizinischen "Hilfspersonals": Hebammen, Gymnasiallehrer, Einsalber und Kräuterhändler waren häufig medizinisch bewandert und erfahren, und da es keine geregelte Ausbildung und keine Approbation gab, war die Grenze zum ärztlichen Beruf ohnehin nicht selten fließend.