Min broder amtmanden

"’Bed frøken de la Motte om at komme ind!’ bød priorinden i en sådan tone, at hun lige så gerne kunne have sagt: ’Før delinkventen ind!’
Et par minutter efter gjorde tante Lisbeth sin entré – forpustet, svedig, tårerne løbende ned ad kinderne af latter, og med hatten svingende i hånden: en lille, vilter spurv midt iblandt en flok adstadige traner.
Tante Lisbeth så sig om; hun følte, hun var dømt."
Margarite får for første gang lov til at besøge sin tante Lisbeth i det kloster, som den gamle dame har boet i i mange år. Hun regner med at finde en støvet og kedelig nonne, men tante Lisbeth viser sig at være fuld af skøre indfald og en livsenergi, som Margarite aldrig har set hverken inden for eller uden for klostrets tunge mure. Prøver nogen at irettesætte den skøre dame, truer hun altid med at sige det til sin broder amtmanden, men Margarite ved godt, at der er grænser for, hvad hendes far kan gøre. For er tante Lisbeth i klostret, fordi hun er nonne, eller fordi hun er skør?
"Min broder amtmanden" fra 1882 er en smuk og levende skildring af en helt usædvanlig dame og hendes liv i et norsk kloster i sidste halvdel af 1800-tallet.
Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.