Selma Lagerlöf

”Hun har selv fortalt, hvordan hendes farmor og præstekonen, moster Wennerwik, hendes svigerinde sad og talte om den lille nyfødte og lagde kort op for at se hendes fremtid. De finder ud af kortene, at hun skal blive sygelig, komme til at rejse meget, arbejde meget, få meget at gøre med bøger og papir, men aldrig blive gift. Bedstemoren synes nok ikke, det er de bedste udsigter, men da hun hører, at den lille skal blive et bravt og skikkeligt menneske, trøster hun sig, thi det er jo dog det fornemmeste. Det er hendes søster og barnepiger, der senere har fortalt hende om den spådom, og det kan jo ikke nægtes, at den er gået i opfyldelse.”
Selma Lagerlöf (1858-1940) er en af Sveriges største forfattere. Hun har modtaget nobelprisen i litteratur, og hendes ansigt har sågar prydet den svenske tyvekroneseddel. Marius Kristensen fortæller i denne biografi om hendes liv og virke som forfatter. Gennem vidnesbyrd fra de mennesker, der var tæt på hende, tegner der sig et billede af en ganske usædvanlig person, der satte et tydeligt fodaftryk, hvor end hun bevægede sig hen.
Bogen udkom første gang i 1917.
Marius Kristensen (1869-1941) var dansk filolog og højskolelærer. Han var uddannet cand.mag. i dansk og blev i 1906 dr.phil. med afhandlingen “Fremmedordene i det ældste danske skriftsprog”. I perioden 1895-1928 arbejdede han som lærer på Askov højskole, hvorefter han med et livsvarigt legat fra Carlsbergfondet flyttede til København og fungerede som fri forsker. Gennem hele sit liv var Kristensen interesseret i sprog, og hans indgående viden om emnet gav ham adgang til en lang række videnskabelige foreninger og institutioner, herunder som formand i retskrivningsudvalget og medlem af det Danske sprog- og litteraturselskab.